Kommunikation er en svær ting

Mere sjov på terrassen

Dette billede er taget få sekunder før Emil træder ned i svømme poolen

Dette er toppen af Normafabakken på Buda siden af Budapest. Er udsigten ikke fantastisk

Pia laver stadigvæk farverige..........ting :-)

Det var dejligt at have Camilla hjemme og specielt Pia nød Mandag og Onsdag, hvor Camilla stadigvæk besøgte os. Også Camilla nød det og det gjorde ikke noget, at det også blev til et par nye sko, en jakke og et par trøjer. Onsdag morgen fulgte Camilla med til Tatabanya, hvor jeg afleverede hende på togstationen og perron 3.

Pia bruger alt for meget tid på at køre i bil og specielt turene til skolen kan ødelægge en hel dags planlægning, da det er ca. 1 time om morgenen og det samme om eftermiddagen. Vi havde derfor bestemt, at Kasper og Emil skulle køre med skolebus. Busordningen er et privat firma, der har en række minibusser som samler børnene op på forudbestemte ruter. Hvad vi var interesseret i, var hvor lang tid turen tog om morgenen og om eftermiddagen. Vi ville helst ikke at drengene skulle bruge alt for meget ekstra tid i bussen. Pia fik derfor informationspapir i receptionen på skolen og startede en længere SMS korrespondance. Vi vidste godt kommunikation kan være svært, men denne var en af de værre. Direkte oversat fra engelsk til dansk forløb korrespondancen sådan:

Busfirma:   Hej, vi kan samle børnene op kl. 7:25 for 5000 HUF

Pia:           Hej og hvornår vil de være tilbage igen om eftrmiddagen ?

Busfirma:  Vi starter normalt fra skolen 15:55 så de vil være hjemme ca. 16:30

Pia:           Hvorfor tager det kortere tid hjem

Bus firma: Hej omkring 30 min

Pia:           Hej, Men hvorfor tager de dobbelt så lang tid om morgenen ?

Busfirma:  Hej Til skole og hjem er 2590 HUF og en vej er 1680 HUF

Pia:           Hvorfor er morgenturen 1 time og 15 min, når eftermiddagsturen er 35 min.

Busfirma:  Hej, de ankommer til skolen 8:20 fordi negerbørnenes første time er kl. 8:30

Pia:          Ok,

På det tidspunkt opgav vi at kommunikere via SMS.

Jeg var på lederudviklingskursus fra torsdag til lørdag eftermiddag. Kurset blev afholdt på et hotel, der lå ned til Balaton søen, på den nordlige side, så man havde udsigten mod syd. Det var fantastisk. Vi havde temperatur op til 24 grd. så vi sad ude om eftermiddagen og nød den dejlige udsigt og vejret, selvfølgelig samtidig med at vi drak en velskænket weiss bier.

Hjemme igen er det blevet søndag. Vejret er stadigvæk dejligt, dog blæser det lidt, men det gør ikke noget, da drengene og jeg har været ude og løbetræne til næste uges løbetest i skolen. I køleskabet ligger 4 dejlige tornadobøffer af oksemørbrad, og der er købt kuskus, salat og avocado, så depoterne skal nok blive ladet op.

Szia Fam. Mortensen

Sol, Camilla og rifter

Et stemningsbillede af Donau taget da vi besøgte Marianne og Bjarne

Så er vi kommet på landet

Et af de smukke steder i Ungarn, kaldet Donau's knæ

Så kæmpes der om hvem der kan lave flest smut på den smukke Donau

Spas på terrassen

Vi har alle savnet Camilla incl. Alfi

Drengene er ved at få en dårlig vane, måske lidt hjulpet af mig selv. I gamle dage tog man et blad eller en bog med på toilettet og der kunne let gå 10-15 min. før man var færdig med hvad man nu skulle lave på toilettet. Nu om dage er det ikke et blad man taget med, men en notebook eller en iPad. Det betyder også, at der let kan gå ½ time mens man ser youtube eller andre surfer på nettet. Tirsdag var både Emil og Kasper forsvundet og der var i hvert fald gået en ½ time. Jeg listede mig derfor op på første sal, hvor vi har et toilet og et badeværelse med toilet. Begge døre var lukket. For rigtigt at forskrække dem, bankede jeg hårdt på begge døre. Det var tydeligt, at de begge blev forskrækket og for at understrege, at det ikke var OK at sidde en ½ time på toilettet, belærte jeg dem om faren ved de lange ophold på et toiletbrædt. I ved godt, at hvis man sidder for længe på toilettet, så har man større risiko for at udvikle hæmorider, så få lukket det internet ned og kom ud. Der var stille i 5-10 sekunder, så lød det fra Emil’s toilet: Far, hvordan staver man til hæmorider, jeg kan ikke finde det på internettet.

Onsdag fik Emil sit gips af og naturligvis var det en lettelse for ham og vi troede også det ville være en lettelse for os, da vi ikke behøvede at hjælpe ham med de ting, der krævede to hænder. Gik den så gik den, Emil påstod i hvert fald, at han ikke havde kræfter til at tage strømper og sko på, hvorimod det ikke længere var nødvendigt at Pia badede og vaskede hår på ham om morgenen. Godt forsøgt Emil 

Onsdag ringede telefonen, det var Camilla. Vil i gerne have besøg i week enden og i begyndelsen af næste uge ?. Selvfølgelig vil vi gerne det svarede jeg. Vil I også betale for toget til Budapest ?, selvfølgelig vil vi det, svarede jeg. Vil mor så også vaske tøj, hvis jeg tager noget med ? Det er jeg sikker på svarede jeg. Kan jeg også få klippet og farvet mit hår når jeg nu er i Budapest ? og jeg vil også gerne have du give mig massage, da jeg har forfærdeligt ond i nakken og måske kan du også hjælpe mig med at opdatere softwaren på min iPhone ?? Ellers noget spurgte jeg, kun at jeg gerne vil have, hjemmelavede burger, kylling på dåse og svinemørbrad med pesto. Hvad kan man sige, selv om ens børn er flyttet hjemmefra er man ikke færdig med at servicere dem. Når det er sagt, så var det fantastisk dejligt at gense Camilla.

Lørdag før vi hentede Camilla kørte vi en tur rundt om Pilis bjergene, hvilket er en tur på ca. 100 km. Den førte os til det sted på Donau, der kaldes Donau’s knæ, fordi floden slår et 180 grd sving. Det var en fantastisk dejlig tur, dels fordi der var 23 grd. varmt, men også fordi man køre gennem nogle af de smukkeste områder af Ungarn. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi tager den tur.

Søndag morgen kørte jeg hjemmefra kl. 7:30 for at bestige et nærtliggende ”bjerge”. Forskellen til Østrig er naturligvis højden, men denne bakke havde faktisk en højdeforskel meter på næsten 400m. En anden forskel er, at stierne er mindre afmærket og mere ”gåsti” end en sti op af bjerget med udfordringer. Jeg valgte derfor at gå mine egne veje og fandt hurtigt en natursti, der sikkert er brugt af de vilde vildsvin, der findes her i Ungarn. Det ledte mig ind gennem tjørnekrat og senere op af en rimelig stejl klippeside….endelig lidt udfordring. Man siger det er lettere at gå op end ned, hvilket også var tilfældet her. At gå opad i et langsomt, men kontrolleret tempo i skoven er OK, men at snuble/glide ned af samme skråning igennem underskov, tjørnebuske og lavt hængende grene er ikke sjovt. Ned kom jeg, men med rifter på begge skinneben og en halvt forstuvet tommelfinger.

Hjemme igen nød vi det fantastiske vejr på terrassen. Camilla og drengene spillede fodbold og Pia og Jeg sad bare og nød den spirende forårssol.

Sol, bjerge og natur. Camilla, hygge og terrasse. Man kan roligt sige, at foråret er kommet til Ungarn og 2012 er godt begyndt.

Szia Fam. Mortensen

Togskinner og falsk alarm

Så er der gang i terningspillet kaldet Balut

Hvad er ny den bedste strategi ??

Æv bæv Alfi du kan ikke fange godbiden som jeg kaster til Kasper

Jeg tror alle gifte mænd har prøvet at glemme en bryllupsdag. Det kan ske for enhver, men det er helt sikkert ikke noget ens partner syntes om eller har forståelse for. Det er også derfor jeg bruger min elektroniske kalender til at huske, bryllupsdage, fødselsdage og lignende. Lignende viste sig så at blive en fejltagelse fra min side, men dog en fejltagelse som Pia syntes var kærkommen. Sidste år da vi havde kobberbryllup, markerede jeg det i min kalender. Men af sædvane markerede jeg den som en event, der skulle gentages hvert år, lige som en ”rigtig” bryllupsdag. Hvorfor ved jeg ikke, men af en eller anden grund læste jeg kun ordet bryllup, så mandag morgen satte jeg den til lejligheden købte Orkide på spisebordet og gik op til soveværelset med den friskbryggede kaffe. Duften fra kaffen vækkede Pia og da hun åbnede øjnene udbrød jeg: Tillykke med bryllupsdagen. Hvis hun ikke var vågen blev hun det i hvert fald. Hvilken bryllupsdag spurgte hun. Netop som hun sagde ordet ”hvilken” vidste jeg det var galt. Godt nok er det ikke altid jeg kan huske den præcise dato, men jeg ved trods alt det er i september måned vi blev gift. Moralen er, at skal man lave en fejl vedr. bryllupsdage, så er det ti gange bedre at huske en bryllupsdag for meget end at glemme en.


I X-factor er Ida kommet af med hendes ”togskinner” mens her i Ungarn har Pia fået sine ”togskinner” sat på de øverste tænder. Det skete tirsdag og de efterfølgende 3-4 dage har ikke været sjove. Hun vidste godt det ville gøre ondt, men det har faktisk været vanskeligt at spise normalt, så blenderen er fundet frem og der blev købt bananer og yoghurt. Heldigvis er designerne af bøjler blevet så fremsynet, at de nu laver bøjlerne i en farve der matcher tandfarven. Selv om Pia ikke helt deler opfattelsen at man ikke lægger mærke til bøjlen, så syntes vi andre faktisk at den er rimeligt diskret. 1½ år skal hun gå med bøjlen, men heldigvis er den første ømhed ved at forsvunde, så hun behøves ikke spise bananer og yoghurt de næste 1½ år.

Tirsdag aften spurgte Emil om jeg ikke havde en hammer, da de skulle spille et teaterstykke, hvor han skulle være en smed, der stod ved sin esse. Jeg var ikke helt sikker på om det var en god ide at tage en rigtig hammer med i skolen, så jeg fandt en teltpløk hammer, hvor hovedet var i gummi. Jeg var rigtig i min antagelse, for da Emil trak hammeren op af skoletasken, var reaktionen fra lærerne, at sådan et værktøj medbragte man ikke i en skole, selv da de fandt ud af at den var af gummi var de ikke tilfreds.

Lørdag havde vi besøg af Jannik og Karina. De går også utroligt meget op i at lave mad, så vi havde bestemt vi skulle lave mad sammen. Jannik havde købt et stort brystparti af en gris, ca. 70x50 cm. Kødet havde fået en dry rup dagen før, lavet på fennikel frø, spidskommen, anis, hvidløgspulver og et par andre ingredienser. Stykket fyldte næsten hele grillen så det blev foldet sammen. 3 timer på grillen ved 130 grd. og vi havde det mest lækre, møre og smagsfulde stykke kød. Dertil fik vi en fennikel salat med granatæble kerner og kuskus med peber og feta.
Senere på aftenen indviede de os i Balut spillet. Balut er et spil, der bliver spillet blandt udstationerede i hele verden. Der afholdes fanatisk verdensmesterskab og mange er rigtigt seriøse omkring spillet, der mest af alt ligner yatzy. Det var hyggeligt, men jeg tror aldrig vi bliver grebet af spillet på samme måde som Jannik og Karina, der begge havde deres eget specielle Balut raflebægre.

Søndag blev var vi inviteret til Silas’ fødselsdag. Silas er 4 år og søn af Hans og Christina. Vi var inviteret sammen med 3 andre danske par, et fransk og et tysk par. Da det var et multi nationalt selskab blev Silas naturligvis både fejret med en dansk og engelsk fødselsdagssang. Det var hyggeligt og det er faktisk fantastisk så hurtigt man venner sig til at snakke med andre på Engelsk uden at det føles unaturligt. Det var også rart for drengene, da de fik lov til at ”blære” sig med deres tysk.

Tilbage igen i vores hus, er der dømt afslapning. Pia snakker ikke mere, for når hun snakker skarver hendes nye tandbøjle, Kasper og Emil har begge høretelefoner på og jeg er fordybet i blogg skriveri.

Szia Fam. Mortensen

Kolde fingre og stærk gullasch

Nu er Kasper registreret med fingeraftryk. Han har ikke begået en forbrydelse, men det nye pas kræver fingeraftryk registrering

Så er der smerte konkurrence, hvem kan holde hænderne længst i isvand

Det er ikke to lyssværd der kæmpes med, men to arm i gips

Is er altid interessant, her er Kasper og Emil ved at klargøre poolen.

Endelig en stille uge, hvor Pia og drengen kun skulle til læge to gange for inspektion af armene, der var i gips. Tirsdag fik vi dog besøg af en kollega fra Danmark, der skulle til møde i Ungarn. Jeg havde lovet Jørn, at Pia ville lave gullasch. Sidst på eftermiddagen ringede Pia, jeg tror jeg har lavet gullaschen for stærk sagde hun, jeg fulgte bare opskriften, der godt nok indeholdt spidskommen, chili, og paprika. Det var derfor med spændte forventninger vi satte os til bordet om aftenen. Pia havde prøvet at fortynde sovsen og det var faktisk lykkes. Gullaschen var meget smagsfuld, men tilpas krydret uden at være for stærk. heldigvis havde Jørn og jeg rejst meget sammen i Asien så vi var, vandt til stærk mad og nød den velsmagende gullasch.

Week enden bød på fantastisk vejr, ikke de helt høje temperature, men trods alt omkring 10 grd. vindstille og højt solskin. Det betød også vi brugte tid udendørs med klargøring af haven, fodbold og dumme konkurrencer. Isen på poolen var ved at tå og selvfølgelig syntes drengene at det var sjovt at smadre isen. På et tidspunkt beklagede de sig over at de frøs fingrene, hvilket triggede min hukommelsen om en fjernudsendelse, hvor tvillinger blev testet for hvor ens de var. En test var at undersøge, hvor meget smerte de kunne udholde og måden var at holde en hånd i en balje med isvand. Her midt i haven havde vi tvillinger og isvand, så inden længe sad vi alle tre med hånden nede i isvandet. Første minut var OK. efter to minutter kom smerten snigende og efter 3 minutter begyndte vi alle og komme med undskyldninger for hvorfor vi skulle stoppe på samme tid. 4 minutter gik der før vi alle blev enige om at stoppe. Det er en utrolig underlig fornemmelse og smerte under neddykningen, men efter hånden er ude af vandet føltes det næsten som om man har skoldet hånden. Jeg kan godt forstå hvordan vinterbadere må føle det, når de efter neddykningen kan stå på badebroen, med kokrød hud i en snestorm uden en travl på kroppen og blot nyde det. Kroppen er simpelthen narret til at tro den ikke fryser længere. Vi var nu glade for det kun var hånden vi havde neddyppet og ikke hele kroppen, vinterbadere tror jeg aldrig vi bliver.

At foråret er på vej er helt sikkert. Et af de vigtigste tegn, er at vi siden fredag har grillet 4 gange incl. Kyllingen på dåsen som Pia er ved at forberede til aftensmad i aften. Nu venter vi bare på at der skal blive 15 grd. varmt, hvilket er temperaturen, hvor poolen kan blive åbnet. Dette er noget både drengene og jeg ser frem til…….hvis altså vandet er de 30 grd. som det plejer at være.

Szia Fam Mortensen