Sunday, August 21, 2011

På gensyn med Danmark og farvel til Østrig

Jeg vidste vi ikke skulle have invisteret i nye cykler, når de gamle stadigvæk kan bruges


Pia og Rikke Darling i Rikkes Atelleri


inspiceres der sommerhuse, her er et ønske sommerhuset


Fredag skulle Camilla op til en pre-teoriprøve, så der måtte terpes.


Tirsdag kl. 10:00 tog vi afsked med Göllstrasse og kørte mod Danmark. Desværre var der kø allerede efter ca. 30 km. kørsel på motorvejen i Tyskland. Uheldigvis var det omtrent på det tidspunkt Pia begyndte at skulle tisse og da vi havde kørt i kø i ca. en ½ time måtte hun kapitulere. Jeg skal tisse og det skal være nu, proklamerede hun. Det betyd, at vi måtte holde ind i krybesporet, åbne de to døre i højre side og skærme så godt vi kunne for de forbipasserende biler, men hun sad og tissede. Jeg er sikker på de 30 sek. føltes som en evighed for Pia og det var klart, at hun var lettet på mere end en måde, da hun igen sad i bilen.


Hjemme fik vi som sædvanlig besøgt en masse venner og vores familie. Det var som altid hektisk, men dejligt at kunne snakke med et rigtigt ansigt. En speciel oplevelse var at besøge Jane og Brian, der for 3 uger siden havde fået en lille dejlig pige, kaldet Emilie. Hun havde været ude for en række komplikationer, men var nu flyttet til en mere åben afdeling på Randers sygehus. Det var dog ikke mere åbent, end at vi skulle spritte hænderne af, hvis vi ville røre ved hende. Pia der havde glædet sig til at kramme og kysse Emilie, skulle naturligvis ikke være den, der smittede hende med bakterier og da hun gerne ville kysse pigen, fik munden også en tur med hospitalsprit. Efter ansigtsudtrykket bliver hun aldrig alkoholiker, for det gjorde vist både ondt og sveg på samme tid, men munden var helt sikkert ren.

Kasper og Emil ville gerne starte med at læse lidt dansk, så fredag kørte Pia og drengene til bogcentralen i Randers. Her købte de 12 bøger med Dragon Ball, der er et bogformat med tegnede historie og taletekst. Dette var ikke nok for drengene, så mandag kørte Pia til bogcentralen i Viborg, hvor hun købte 16 bøger, 28 bøger i alt. Da vi torsdag igen kørte mod Østrig var alle 28 bøger læst og havde vi haft flere, ville drengene sikkert i skrivende stund stadigvæk læse Dragon Ball bøger.

Vi har i forbindelse med besøget i Danmark truffet den beslutning, at vi vil leje vores hus ud. Dette fik jeg om fredagen fortalt på arbejde og allerede om mandagen fik jeg en email fra en Grundfos medarbejder, der stod og manglede et hus. Vi fik derfor travlt med at få ryddet op og planlagt hvordan vi skal få klargjort huset. Ikke alle aspekter er på plads, men vi er glade for at vi måske har fundet en lejer, som vi kender fra Bjerringbro og ikke en fremmede.

Tirsdag morgen kørte vi til København, da Pia havde en aftale med ”Rikke Darling”. Rikke er åbenbart en berømt kunstmaler og på en eller anden måde er Pia kommet i kontakt med hende over facebook. Hun blev afleveret hos Rikke kl. 11:00 og derefter kørte drengene og jeg ud for at købe Camilla’s fødselsdagsgave, en ny telefon (med dansk tastetur). Da vi havde været effektive i vores indkøb, havde vi stadigvæk 2½ time tilbage før Pia skulle hentes. Disse brugte vi på at besøge Absalons slotsruiner under Christiansborg. Vi havde regnet med at kunne genkende flere steder fra Julekalenderen. Faktisk var det kun brønden, der førte ned til hulerne vi kunne genkende. Kl. 15:00 holdt vi igen foran Rikkes artilleri. Indenfor fik Pia de sidste gode råd og det var klart af de 4 timer havde været overvældende. Rikke er den type menneske, der konstant taler og da Pia ønskede at vide noget om maling, havde hun talt i 4 timer om maling. Det var klar at Pia’s hjerne var overfyldt med nye informationer. Resten af dagen var hun en del mere tavs end normalt, men det kompenserede Kasper og Emil så rigeligt for, da København helt sikkert var overvældende oplevelse for dem.

Vi har også (næsten) besluttet os for at købe sommerhus og helst i Begtrupvig, hvor vores gode venner, Jesper og Marianne også har sommerhus. Det var grunden til vi tirsdag på vej hjem fra København kørte direkte til Begtrupvig, hvor vi kiggede på 4 sommerhuse. Selvfølgelig var sommerhusene forskellige og selvfølgelig var det bedste sommerhus det dyreste. Vi er stadigvæk i de indledende faser, men det bliver mere og mere tydeligt, at vi har brug for en erstatning for de storslåede og gudelige bjergene i Østrig. Vi er ikke i tvivl om, at i Danmark er havet den bedste erstatning for noget, som bekræfter en i, at man kun er del af en større plan og det der giver den samme ro og afstresning man får fra bjergene i Østrig. Når det er sagt, så er tidspunktet også perfekt for køb af sommerhus, hvis man også ser det som en investering.

Tilbage i Østrig gik vi i gang med at gøre klar til flyttefolkene. Vores slagplan er lagt så derfra er det kun hårdt arbejde. Heldigvis har vi også tid til lidt afslapning. Lørdag eftermiddag og aften fik Kasper og Emil lov til at besøge deres ven Michi. Om aftenen havde vi sat Hans Jørgen og Tanja stævne i Salzburg by til en afskedsmiddag. Vi spiste på en dejlig Italiensk restaurant, med udsigt til Domkirken i Salzburg og bagefter fik vi kaffe på Mozart torv. Det var dog stadigvæk vemodigt at sige farvel til Tanja og Hans Jørgen, men det hjalp lidt, at vi aftalte at vi begge skulle stille overnatning til rådighed, hvis vi var i henholdsvis Budapest eller Salzburg. Jeg er sikker på vi nok skal komme mange gange tilbage til Salzburg i de næste to år.

Lørdag tog vi også afsked med Camilla. Hun skulle med hendes pigegruppe til Italien, hvor de havde booket hotel for en hel uge. Hun var ikke meget for at tage afsked med kæresten Paulie, da hun først kommer hjem lørdag næste uge og derfra tager direkte til Budapest. Det bliver helt sikker hård for Camilla at tage afsked med Østrig, faktisk tror jeg det er hende det bliver får det hårdest.

Søndag fik jeg også sagt farvel til Untersberg. Jeg startede for foden kl. 7:25 i 21 grd. varme og stod på toppen kl. 10:10. Normalt tager det kun 2½ time, men jeg måtte holde lidt flere pauser end normalt for at nyde udsigten en sidste gang. Disse vandreture og ski om vinteren vil helt sikkert blive et afsavn, jeg får svært ved at finde erstatning for. Jeg er endnu ikke klar over hvad jeg kan fokusere på når vi kommer til Ungarn, men jeg finder nok et eller andet jeg kan få de kommende søndag morgner til at gå med.

I skrivende stund er alle gået kolde….ikke bogstavlig, da vi har 33 grd. uden for og 30 indenfor. Vejrudsigten lover samme temperatur de næste 3 dage. For at køre det hele endnu værre, så skulle der blive 37 grd. i Ungarn. Her er dog et lyspunkt, da vi har air-condition i hele det nye huset.

Dette er så den sidste gang vi giver en opdatering fra Familien Mortensen i Østrig. Næste gang bliver det fra Ungarn. Vi har dog et par dage tilbage, der desværre skal bruges til pakning og de praktiske ting i forbindelse med en flytning.

Jeg ved jeg taler for hele familien, når jeg siger, at vi har nydt de 3 år i Østrig og kunne vi blive boende ville vi ikke betænke os på at blive i Østrig. Danmark er helt sikker et dejligt land, men Østrig har blot lidt mere at byde på inden for det meste. Jeg er ganske sikker på, at hvor end vi bevæger os hen i verden de næste 20 år, så vil Østrig være stedet, der står klarest i vores erindring. Kunne vi få et ønske opfyldt, så ville de være, at vi kunne flytte familie og venner til Østrig, da det er det eneste der mangler. Naturligvis måtte man så tage sig sammen og lære tysk, men det er blot noget der skulle overstås.

Heldigvis ligger Ungarn tæt på Østrig så vi vil helt sikkert benytte den korte afstand og vende tilbage mange gange de næste to år og helt sikker også når de to år i Ungarn er gået. For Østrig vil fremover være familien Mortensen’s andet hjemland.

Servus og farvel fra Familien Mortensen i Østrig

1 comment:

Delujorg said...

Hej Fam. Mortensen,
...stor tak for en fantastisk blog fra jeres Østrigske eventyr. Fornemmer vemodet med afskeden og håber at jeres Ungarske eventyr bliver mindst lige så godt. Glæder mig til at følge jer på bloggen.
Hilsen
Keld T. Jørgensen