Højdesyge og gode karakter

Sankte Hand bål, bedre bliver det ikke når man er i Ungarn.....men pølserne smagte fantastisk

Så er der klar til bestigning af Bjerget Piz Bernina i Schweiz

Klokken 5:00 Torsdag morgen efter 1/2 times vandring

Et stykke med klipper skal forceres

På vej mod toppen af gletcheren i 3700m højde

Her er vi på toppen af en klippekam med 100m ned på begge sider

Kasper og Emil sammenmed pædagogerne i deres gamle fritidsordningen i Østrig

Det blev ikke til det helt store Sankte hans bål, men et bål blev det dog til incl. pølser. Vi startede med at køre hen i skoven, hvor vi fandt gaffelpinde, som vi snittede spidse, så pølserne let kunne spides. Derefter blev brændt skaffet og hjemme igen fik vi startet bålet i en gammel Webergrill. Som sagt blev det ikke et stor bål, men pølserne smagte fantastisk. 

Tirsdag eftermiddag kørte vi til Salzburg, da jeg Onsdag morgen skulle på bjergbestigning. Vi ankom hos Camilla sent om aftenen og var allerede i seng en 1/2 time senere, da både Camilla og Jeg skulle tidlig op. Sammen med Jozef og vores bjergguide kørte vi Onsdag morgen til Schweiz, hvor vi ankom ved foden af Bjergkæden Piz Bernina. Her tog vi kabineliften op til 3000m til hytten, hvor vi skulle overnatte. Men allerede om eftermiddagen testede vi vores udstyr med en gletcher vandring på 3 timer og 200 højde meter. Sneen var rigtig blød og våd, hvilket gjorde de 3 timers vandring rigtigt hård, så vi var godt sulten da vi kom tilbage til hytten. Vi gik i seng 21:00 da alarmen skulle vække os 3:30 og allerede 4:30 stod vi nede på gletcheren med pandelamper, klar til dagen hårde vandring. Det blev hårdere en beregnet. Sneen var utrolig løs og der var ingen spor at følge så det var som at gå 2 skridt op af bakken og glide en tilbage. Tog vi sneskoene af sank vi ned til knæerne hvilket også var utroligt anstrengende. Det blev hurtigt tydeligt, jo højre vi kom op jo større problemer fik jeg med højderne og den tynde luft. De sidste 4 timer, hvor vi vandrede op og ned i mellem 3400m og 3700m var hver skridt en udfordring og da vi ankom til hytten efter 8,5 timers vandring var jeg total færdig med hovedpine og højdesyge. Jeg gik lige i seng, da jeg ikke havde appetit. Næste morgen forlod vi hytten 6:00 for at tilbagelægge de sidste 450m til toppen. Desværre blev højdesygen kun værre og i 3800m højde måtte jeg vende om med næseblod, synsforstyrrelser og total udmattet. Jozef og Guiden formåede heldigvis at tilbagelægge de sidste 250m og var de første på toppen den dag. Det interessante med højdesyge er, at så snart man komme ned under den højde, der gør en syg, forsvinder alle symptomer. Det var dog først efter 4 timers vandring og klartring, men så genvandt jeg igen mine kræfter og de næste 3 timer gik forholdsvis let. Vi ankom til kabelbanen 15 min. før sidste nedkørsel og klokken 22:30 stod vi igen i Salzburg, godt trætte men med en fantastisk oplevelse i en fantastisk natur, hvor oplevelsen er at være på stedet i situationen sat uden for indflydelse af begivenhederne, men hvor man kun kan føje naturen. Som en kendt bjergføre en gang har sagt: Man kæmper aldrig i mod bjerget, man kan kun føje bjerget.

Hos Camilla havde de også nok at lave. Pia og Camilla fik ryddet op i lejligheden, hvor Camilla's "Pink" periode blev fjernet og et mere "voksent" look præger nu lejligheden. Der blev også købt ind og ikke mindre en 3 gange var pigerne i IKEA. Pia og drenge var også en tur i den gamle skole, hvor de besøgte fritidsordningen. Det viste sig at 4 af de dengang værende pædagoger var på arbejde da de ankom og glædens gensyn var stor, en af pædagogerne næsten græd da hun så drengene. Ud over at få genopfrisket lidt tysk, fik drengene også spillet en omgang "Romikub". Det var efter en fødselsdag hvor drengene i fødselsdagsgave fik spillet af "onkel Dennis" at de introducerede spillet i fritidsordningen og siden den gang har pædagogerne spillet Romikub flere gange om ugen.
Lørdag morgen sagde vi på gensyn til Camilla da vi allerede ser hende og Pauli onsdag næste uge, når de begge køre til Danmark for at deltage i drengenes Konfirmation. 

Det var også ugen hvor drengene fik årskarakter med hjem. Vi havde en god gennemgang af alle fag og de indviduelle kommenter, der var givet i alle fag af deres lærer. Da vi kom til Kasper skyndte han at kommentere karaktererne med, at han var tilfreds med karaktererne undtagen i kunst. Hvorfor spurgte jeg undrende. For det  første kan jeg ikke lide læren, sagde han, også passer det ikke det hun skriver i kommentarerne. Nå hvad har hun skrevet spurgte jeg tilbage. Hun skriver at jeg er stille i timerne, men det passer ikke, for jeg er en gang blever send uden for klassen, fordi jeg snakkede for meget. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet for måske er der forskel på at ikke at kommenter timerne (være stille) og forstyre (snakke i timerne). Heldigvis var resten af karaktererne fine og vi er kun stolte af drengene.

Det er nu Søndag, vi har netop været i poolen og Pia er endelig færdig med bordplanen til konfirmationen, drengene er på værelserne......måske er de ved at færdigøre deres konfirmationstale, jeg er også færdig med min tale, så mon ikke det er tid til at starte grillen.

Szia Fam. Mortensen