Her starter turen til toppen af Gross Glockner, alle er friske og parate
Første Base camp hvor vi overnattede...stadigvæk friske og parate
Her øver vi gletcher vandring med isøkser og pigstøvler
Endelig toppen af Gross Glockner.....nu er vi trætte
Vores smukke datter på cafe med Pia i Salzburgs mens jeg er på toppen af Gross Glockner
Pigerne var ikke kun på cafe, de fandt også en renæssance fotograf
Som altid skal der ordnes negle når piger er samlet, det var også tilfældet da Familien Langvad ankom til Budapest
Når pigerne nyder at ordne negle nyder vi drenge god mad med en go betjening, her er det på den lokale ridder restaurant "Sir Lancelot"
Efter Jan blev kåret som ridder og blev "Sir Jan the brave" skulle han naturligvis udfordres.......Jan vandt udfordringen
Fra det højeste bjerg til de dybe sprækker under Budapest. Her kommer jeg ud fra en tunnel og sprække da vi var på grotte tur
Her er det en af drengene der har fundet vej igennem et lille hul
Jeg tror det er første gang der er gået 4 uger imellem en opdatering af vores blogg. Som altid når der springes en uge over, skyldes det travlhed, specielt i week enden, hvor bloggen skrives og det har også været årsagen denne gang.
I uge 26 sagde vi farvel til Camilla, der rejste hjem til Salzburg og vi sagde goddag til sommerferien for Kasper og Emil, der havde sidste skoledag om fredagen. Fredagen blev en dag med tristhed og gråd som det altid er, når man får ferie på en international skole. Dette år var det specielt hårdt da næsten 50% af eleverne i drengenes klasse skulle rejse hjem eller til et andet land. Der var derfor mange der græd incl. forældrene og som Pia sagde, så smittede det, så hun næsten også begyndte at græde i sympati med de mange elever, der skulle videre.
den 1. Juli havde Grundfos i Ungarn den første 25 års jubilar og det var en af mine folk. I Danmark bliver en 25 års jubilar hentet i Grundfos’s Jaguar og inviteret til frokost hos en direktør. Da vi ikke har en jaguar i Ungarn og den 1. Juli var en søndag, besluttede vi os til at invitere Gabor og hans kone på restaurant Søndag aften og hente ham i en flot hvid limousine. Vores Direktør havde besluttet, at Pia og hans kone også skulle med på restaurant, så det pæne dress blev fundet frem. Det var ikke en hvilken som helst restaurant, men den ene af to restauranter i Budapest og Ungarn, der har en Michelin stjerne. Vi havde en dejlig aften med utrolig spændende mad og selv om retterne var utrolig små, var der så mange, at vi ikke gik sulten hjem.
Vi var nervøse for at Kasper og Emil skulle kede sig i ferien, men allerede om Onsdagen i uge 27 havde Emil en aftale. Først skulle han i biografen med 3 andre, så blev det ændret til vandland og så blev de tre ændret til to piger. Som aftalt blev Emil kørt til vandlandet og 4 timer senere blev han hentet og det lød til ham at han havde moret sig…….endnu et tegn på at teenager perioden er startet.
Om søndagen fik vi besøg fra Danmark. Det var Pia’s fætter Jan der sammen med hans kone Marianne, børn og far, der var på ferie ved Balaton søen. De kom med det gode vejr så vi hyggede os på terrassen og i poolen.
Jeg skylder at nævne, at i skrivende stund nyder vi de 25 grd. og ikke de 35 grd som der var i næsten 14 dage i træk. Jeg ved godt at vi Danskere siger, vi hungre efter godt vejr, men jeg begynder at forstå araber, der kommer til Europa og nyder når det regner. Specielt Pia var ramt af varmen, da huset indvendig var 30 grd. varmt og hun og drengene gik hjemme, hvor jeg var på arbejde i mit dejligt kølige kontor i 9 timer om dagen.
De første 3 dage af uge 28 gik med forberedelse, jeg forberedte mig på min Gross Glockner bestigning, hvor det rigtige grej og tøj skulle pakke, hvor Pia og drengene forberedte sig på besøg fra Familien Langvad der kom i uge 29.
Onsdag efter arbejde startede mit eventyr mod Gross Glockner. Pia og drengen stod klar på parkeringspladsen ved Grundfos, da jeg var færdig og kl. 22:00 ankom vi til Camilla’s lejlighed i Salzburg. Her overnattede vi og næste morgen blev jeg hentet af mine 3 bjergbestigningsvenner, der også var med på sidste års Watzmann, Jozef, Faruh og Imir. Vi skulle mødes med guiderne i Zell am See, hvor en af mine venner fra Budapest, Hans der er Direktør for Coloplast i Ungarn også sluttede sig til gruppen. Herfra kørte vi op til en mindre restaurant i 1500m højde, hvor vi stillede bilen og trak i støvlerne.
Fra Parkeringspladsen gik vi ad små men let at følge stier op til 2800 m, hvor der var en halvstor hytte med plads til 90 overnattende gæster. Vi gik ind og fik vores sovepladser præsenteret. Der var 3 sovesale, der blev kaldet lager 1,2 og 3. I hver ”lager” var der plads til 30 sovende, 15 madrasser var placeret ved siden af hinanden på gulvet og over dem var der 15 andre ligeledes ved siden af hinanden. Vi fik anvist ”række” 9-13, hvor vi kunne sove. Heldigvis var vi kun omkring 12-13 personer der skulle overnatte den nat, men 4-5 ud af de 13 snorkede forfærdeligt så det var svært at sove. Det gjordet ikke bedre at vi blev vækket 4:30 da vejrudsigten for næste dag ikke var for god. Det betød at vi skulle tidlig af sted for at ramme det rigtige vejrvindue ellers ville det være for farligt at bestige toppen.
Da vi have indkvarteret os, tog guiderne os 200m op af bjerget til udkanten af den permanente gletcher. Her fik vi udleveret isøkser og et jernbeslag til støvlerne, der var fyldt med pigge så man kunne stå fast på isen. Vi øvede os i en time i at gå på sne og is med en 9m sikkerhedsline imellem os, hvis en skulle falde i en sprække eller glide på isen.
Næste morgen blev vi som sagt vækket 4:30 og allerede 5:30 begav vi os på vej mod næste base camp, der lå i 3400m højde. Det var her vi gik ca. 2 km over gletcheren, før vi på modsatte side måtte bruge ½ time med niveau 2 klatring for at nå 2. base camp. Dette var en mindre hytte, hvor vi mødtes med andre bjergbestigere, der havde overnattet her, som også ventede på bedre vejr. Vi var nu i 3400m højde og desværre havde jeg fået højdesyge. Højdesyge kan allerede starte i 1500m hvor det er nattesynet der forringes. Næste niveau er 2500m, hvor man begynder at få hovedpine og kaste op fornemmelse i maven. Pga. den tynde luft bliver man også hurtigere forpustet og udånder dermed mere CO2, hvilket igen gør at man skal tisse mere, der kan føre til dehydrering. Det er derfor utroligt vigtigt at man drikker meget. For hovedpinen fik jeg et par Ibuprofen, men det syntes ikke rigtigt at hjælpe. Jeg var dig fortsat besluttet på at fortsætte og efter en times hvil syntes vores bjergfører vi skulle forsøge at nå toppen. Faruh havde ikke fået trænet nok til turen og det var tydeligt, han havde svært ved at følge med. Der skulle derfor træffes en beslutning for hvis han ikke kunne klare turen, måtte hele gruppen opgive at nå toppen. Vi fandt heldigvis en løsning, hvor vi delte os i to grupper, hvor den stærkeste med Jozef og Imer startede en ½ time før os andre. Skulle det ske at Faruh ikke kunne klare turen, kunne den anden gruppe på vej ned samle Faruh op og vi andre kunne fortsætte mod toppen. Vejret var ikke godt, det sneede og blæste og der var ca. 10 minusgrader. Halvvejs oppe var vores guide tæt på at vende om og kun fordi vi mødte en anden guide, der var på vej ned, der kunne fortælle at det godt kunne lade sig gøre, fortsatte vi. Ca. 100 m fra toppen ligger en mindre top kaldet ”Klein Glockner” den er kun 27m lavere end ”Gross GLockner” men for at nå Gross Glockner toppen skal man ud i en katagori 3 klatring. Dette er utroligt krævende under normale omstændigheder men for at gøre det hele værre skulle det denne dag foregå med jernpiggene under støvlerne, da der var is på klipperne. Det var klart da vi nåede Klein Glockner, at Faruh ikke kunne klare de sidste 100m og da vi kunne få kontakt til den anden gruppe, der havde nået toppen og var på vej tilbage, bandt vi Faruh fast til toppen af Klein Glockner og begav os over mod Gross Glockners top. Heldigvis gav det dårlige vejr en dårlig sigt, for midt imellem de to toppe var der en snekam på ca. 15m. Efterfølgende fik vi at vide, at på den ene side på snekammen var der en 1500m næsten lodret isgletcher, men heldigvis kunne vi kun se 10-20m frem for os pga. den meget sne og blæst. Efter 45 min. klatring nåede vi toppen på Gross Glockner 3897 m over havets overflade. Det var naturligvis fantastisk, men jeg var så afmattet og plaget af højdesyge at jeg kun tænkte på hvordan jeg skulle klare klatreturen ned. Heldigvis forsvinder højdesygen forholdsvis hurtigt hvis man går på et lavere niveau og allerede omkring 1. base camp, 2800m fik jeg det bedre og for hvert skridt ned mod parkeringspladsen og vores biler fik jeg det bedre. I dag kan jeg nyde bedriften og det er allerede så langt tid siden, at jeg allerede længes efter at bestige et nyt bjerg.
Lørdag morgen kørte vi alle incl. Camilla tilbage til Budapest, for vi skulle hente Familien Langvad i lufthavnen kl. 16:00 samme dag.
Familien Langvad besøgte os en hel uge, hvor vi hyggede os med udflugter og hygge på terrassen. Vejret var blandet men når man har en pool med 30 grd. kompensere det for de dårlige dage. En af dagene hvor det var dårligt vejr udfordre jeg Jan. Sidste år da de besøgte os i Østrig var vi på water rafting. Jan havde udtalt, at hvad jeg kunne komme op med, som jeg selv turde, skulle han nok også prøve. Jeg havde fundet noget som jeg ikke var sikker på om jeg turde, men prøves skulle det, så tirsdag kørte vi til et sted tæt på Kasper og Emils skule, hvor der var en nedgang i Jorden. Den bakkede Buda side er undergravet af 30 km. grotter og tunneler, skabt at de termiske kilder, der findes mange steder i Budapest og Ungarn. Her kunne man leje en speciel guide, der førte små grupper igennem 1000m tunneler, sprækker og det der er værre. Heldigvis er Jan 7 kg. Tungere end mig så jeg regnede med, at hvis han kunne komme igennem så kunne jeg også. Vores drenge tog også med og det viste sig hurtigt, at de var meget mere modige end os. Vi startede med at kravle ned af en 10m høj stige ned i dybet. Fra bunden bevægede vi os nu igennem lave grotter og sprækker, der knap gav plads til passage og små tunler, hvor vi måtte kravle på maven for at komme igennem. efter en time befandt vi os 70m nede i jorden i en mindre grotte, hvor der lige var plads til os 5 personer. Herfra gik turen igen opad, men det værste ventede stadigvæk. Halvvejs oppe kom vi til en lille grotte hvor eneste anden udgang end den vi kom fra var et lille hul, der kun lige gav plads til Jan og min kropsstørrelse. Hullets størrelse var ikke det værste, men det faktum at det var 10m langt med en indsnævring på midten skræmte både Jan og Jeg. Vores guide forsikrede os om at andre på vores størrelse havde formået at kravle de 10m incl. den indsnævret passage på midten. Vi valgte at forsøge, da vi ikke ønskede at gå den samme vej tilbage som vi allerede havde tilbagelagt. Først kravlede guiden ind, derefter vores 4 drenge og derefter Jan. Jeg var sidste person men jeg forsøgte at holde mig tæt på Jans støvler. Pludselig stoppede Jan. Jeg kunne i skæret fra hans og min pandelampe se, at han forsøgte at få armene og derefter skulderen igennem. Det lykkes ikke i førsteforsøg så han fik skubbet sig lidt tilbage og angreb igen passagen, men denne gang i horisontal stilling med skulderen mod loft og bund. På den måde lykkes det ham at få møvet sig igennem og kunne hurtigt slange sig de sidste 5 m hen til de andre. Jeg var klar over at den vertikale position af kroppen var vigtigt, så jeg kom om på siden og prøvede at komme igennem. Desværre havde jeg glemt at få armene over hoved, så jeg fyldte for meget. Efter en tur tilbage og med armene over hovedet i den vertikale position forsøgte jeg igen. Det værste var skulderen, midt i indsnævringen kunne jeg mærke loftet og bunden presse sig imod mine skuldre. Jeg var klar over at væggene i tunnelen ikke ville give sig, så det måtte være mig, der på en eller anden måde måtte give efter. Jeg fandt en sprække for mine fødder hvor støvlerne kunne stå fast. Derefter udåndede jeg så brystet faldt sammen og presset mod skuldrene blev mindre og gav et hårdt skub med fødderne. Pludselig mærkede jeg hvordan jeg igen kunne bevæge armene og der var også plads nok til at dreje kroppen til horisontal position og sekunder senere var jeg igen sammen med de andre, men fornemmelsen af ikke at kunne bevæge sig sad stadigvæk i kroppen. 20 minutter senere kravlede vi op af stigen, der havde ført os ned i dybet, ned til en oplevelse ud over det normale, hvor ens egne dæmoner bliver fundet frem fra de dybe og mørke områder af ens underbevidsthed. Det har helt sikkert været en bevidstheds udvidende oplevelse, vi alle sent vil glemme.
Resten af ugen nød vi med vandland, gokart og en fantastisk aften på restauranten Sir Lancelot, der ligger på Pest siden af Budapest. Alle der kommer til Budapest med halvstore børn bør prøve en aften på Sir Lancelot. Her er fantastisk mad, gøgl og en rustik atmosfære, der perfekt føre gæsterne tilbage til riddertiden.
Lørdag kørte vi Familien Langvad til lufthavnen og hjemme igen nød vi det dejlige vejr, og pausen før mandag hvor vi igen får gæster, Hanne og Frank med børn der skal bo og passe vores hus mens vi tager til Danmark.
Det er nu Søndag aften, huset er gjort klar til næste hold gæster, vi er klar til i morgen hvor vi skal med biltoget til Danmark og bloggen er igen klar til at blive opdateret. Jeg lover at der ikke igen kommer til at gå så lang tid imellem opdateringerne…….med mindre søndagen er beslaglagt til anden side.
Szia Fam. Mortensen
Posts
No comments:
Post a Comment