Terminator og paragliding

Dette kaldes en Para-break. Desværre må man tilpasse sig vinden, da det kun er en tåbe der ikke frygter vinden

Så er skærmen oppe og under fuld kontrol

Vinden er rigtig, retningen er rigtig, så er det bare med at løbe ud over bakken.

Den 5. September stod markeret i min kalender, det var vores bryllupsdag. Som sædvane købte jeg  den 4. september  3 roser, en for hvert af vores børn og gemte dem natten over i redskabsskuret. Om morgenen blev kaffen lavet og roserne stillet på bordet før Pia blev vækket. Derefter blev først Pia vækket med duften af en kop kaffe og lidt senere kom drengene ned til morgenbordet. Kasper var den første der så roserne og spurgte hvorfor de var der. Hvorfor tror du spurgte jeg, er det mors fødselsdag lød det promte. Jeg har lært at bruge en kalender til at huske bryllupsdage, men jeg tror også jeg skal til at lære drengene at bruge en kalender til at huske fødselsdage.

Ugen forløb ganske normalt, det var først da vi kom til lørdag, at tingene ændrede sig. Jeg og en kollega havde besluttet at påbegynde certifikat til at paraglide med faldskærm. Kl. 11:00 stop Tibor og jeg på toppen af den lokale bakke ved den nedlagte flyveplads, hvor Pia plejer at lufte Alfi. Den normale fremgangsmåde i Ungarn er, at man bruger 3 dage på at øve grundprincipperne også går man i gang med teorien. Det var fint med mig da jeg var kommet for at flyve. Jeg må tilstå at jeg blev overrasket. Jeg troede det var en sport, hvor man skulle nyde aktiviteten svævende i luften, men jeg blev klogere. Jeg har som stærkmand trukket lastbiler, brandbiler og andre tunge genstande, men at kæmpe med en 10m lang faldskærm i modvind kræver sin mand og jeg kæmpede i 8 timer. kl. 19:30 var jeg hjemme fuldstændig øm som om jeg havde været til stærkmand konkurrence. Om natten fik jeg krampe i mit ene lår, men dagen efter stod jeg igen på bakken kl. 10:00. Heldigvis bliver det lettere når man lære teknikken og efter en time fik jeg min første flyvetur. Vi havde skiftet side på vores træningsbakke til den mere stejle side. Her fik jeg god vind i faldskærmen og pludselig løftede den mig op i luften og udover bakken. Jeg troede jeg ville lande igen med det sammen men vinden ville andet og først efter 40m landene jeg igen. For en professionel er det ikke langt, men for mig var det en evighed og jeg kan ikke vente til at prøve 100m og 500m og 1000m.

Det er nu søndag og drengene har lavet lektier og afsluttet en af mine kulturelle læringer. De har fra fredag til her sidst på eftermiddagen set Terminater trilogien med Arnold Schwarzenegger, hvilket drengene nød, mens Pia hellere ville have set en familie film. Vi skal nu til at lave mad så jeg har kun et at sige: I’ll be back.

Szia Fam. Mortensen