Monday, April 25, 2011

Sneen er væk, men bjergene kan stadigvæk udfordre

Saadan saa vores frokost ud i lördags


Om det er fordi Camilla sidder bag rettet, at Pia holder sig for öjene ved jeg ikke, men turen gik godt


Kasper i gang med at finde to maalmandshansker, för töjet overfaldt ham


Saa laves der hjemmelavet konfekt


Det var påskeferie, men kun Kasper og Emil havde ferie. Den skole Camilla går på havde heller ikke ferie, så kun drengene og Pia var hjemme. Desværre blev Emil syg, med feber og opkast og måtte ligge i sengen i 3 dage. Jeg selv tog fredagen fri og har pt. nydt 4 dage med familien.

Det var også ugen, hvor Camilla lærte at have travlt. Hun går normalt i skole ind til 14:00 og om mandagen har hun ekstra engelsk undervisning i en anden skole. Derudover går hun til fitness 3 gange om ugen og sidst men ikke mindst skal hun de næste 3 uger, hver dag til teoriundervisning i kørekort til bil, hver aften. Allerede næste uge skal hun have den første køre time, hvorfor Camilla og jeg tog en tur til Grundfos søndag formiddag. Foran Grundfos er en stor parkeringsplads, hvor vi kunne øve de indledende principper, så som at starte i første gear uden at bilen hopper når man slipper koblingen. Som forventet gik det ikke godt de første 3-4 gange, men efter 7-10 gange formåede hun faktisk at starte ved at bruge både kobling og speeder i en kombination, der startede bilen blødt og sikkert. Bedst som vi havde øvet en parkering og holdt stille kom en flot Mercedes CLK kørende in på pladsen. Den parkerede lige ved siden af os. Ud steg et ældre par, der nysgerrigt kiggede på vores lille Polo, hvor Camilla sad ved rattet og jeg på passagersiden. Camilla kiggede kun stift frem for sig og vidste ikke om hun skulle bakke ud eller bare blive holdende. Heldigvis besluttede hun sig for at bakke, hvilket gik flot og uden at komme for tæt på den flotte Mercedes. Senere da vi kørte ind af Göllstrasse ringede Camilla til Pia, der skulle komme ud og få en tur med hende. Med lettere nervøsitet satte Pia sig ind i bilen, hvorefter Camilla starte i flot stil og kørte ned i den anden ende af gaden, hvor hun igen flot bakkede ud på marken og derefter tilbage på vejen. Måske er det alligevel ikke så usikkert at køre med Camilla i fremtiden.

Pia havde været hos damefrisøren, hvor hun i et tysk dameblad havde fundet nogle bøger med salater, så da jeg kom hjem fra Ungarn kunne hun præsentere hele 3 nye kogebøger, så selvfølgelig skulle vi have nogle nye salatretter i ferien. Dette samtidig med, at det er aspargessæson, gjorde at vi fik nogle fantastiske smagsoplevelser.

Søndag, der normal er skidag, måtte jeg jo finde på noget andet, så jeg pumpede min cykel og kørte mod Geisberg. 15 min. senere var jeg ved foden af bjerget, hvor opstigningen er mest stejl. Jeg havde næsten glemt hvor hårdt det var eller også har jeg taget for meget på. I hvert fald var jeg to gange tæt på at kaste op, så jeg har den dybeste respekt for Tur de France rytterne. På en eller anden måde nåede jeg næsten op til sidste års rekord, så det var en delvis sejer, da jeg 1½ time senere var tilbage på Göllstrase.

Opmuntret af min cykeltur ville Kasper gerne ud at cykle. Emil ville blive hjemme da han følte sig lidt træt, så Kasper og jeg tog alene af sted. Vi kørte ned mod floden, hvor der er en biflod med lidt skov og mulighed for at køre i skoven. Vejret var fantastisk med næsten 27 grd. så det var lidt hårdt, men vi drønede af sted og nåede ind i en lille skoven. Jeg var nok kommet til at køre lidt for stærkt for pludselig var Kasper væk. jeg var nået ned til floden, hvor jeg stoppede for at vente på Kasper. Det var først da jeg stoppede, at jeg så to piger kun 5 m fra hvor jeg stoppede. De sad og solede sig topløse og da jeg stoppede kiggede de på mig og jeg på dem. De må have tænkt, at det vær mistænkelig, at jeg af alle steder stoppede lige der hvor de lå, jeg kunne jo have stoppet alle andre steder. Heldigvis kom Kasper og jeg havde nu en legal undskyldning. Senere var vejen blokket af en mor og søn, der stod og gjorde sig klar til at cykle. Jeg kørte fint uden om, men Kasper, der i det løse sand ikke formåede at bevare kontrollen over cyklen, væltede lige foran de to fremmede. Det var en meget pinlig Kasper, der kom på benene og fik startet cyklen op igen.

Kasper og Emil har altid været lidt tynde i forhold til deres alder. De har nogle gange spurgt hvorfor de ikke var større. Hver gang har vi forklaret, at det er meget normalt, at tvillinger kan være lidt tyndere end deres venner på samme alder. Nu hvor de er blevet lidt ældre er bekymringen åbenbart blevet større og da Emil efter sine 3 dage med feber og opkast vejede sig og opdagede at han havde tabt 2 kg. blev det for meget. Vi er fra dags dato på fedekur, proklamerede de begge og lige siden har de spist og spist og spist. Hvor længe det holder ved jeg ikke, men de virker vældigt besluttet.

Både påsken og skisæsonen er ved at være ovre. Heldigvis er foråret kort og vi har næsten allerede sommertilstande med høj sol og varme. Næste ugen opgave må derfor være at få gjort poolen klar, til de kommende week ender.

Servus Fam. Mortensen

No comments: