Brækkede knogler og trætte kroppe

Er det ikke tydeligt at de er tvillinger :-)

En af de gode dage med skolebussen, hvor der ikke var så mange små børn med

Pia og Marianne halvvejs oppe af bjerget på en klippeafsats og stadigvæk ved godt mod.

Aldrig har jeg set 3 voksne personer grine så meget af hinandens måde at takle nedturen i løse sten og visne blade

Her er Emil kravlet op på klippen for at finde krystaller. Det var ikke noget Pia syntes var en god ide

En ulykke kommer sjældent alene. Endnu før Kasper og Emil havde vænnet sig til ikke at have gips på, skete det der ikke måtte ske. Her søndag sidst på dagen var vi nede og spille fodbold, da Kasper og Emil var i infight tæt på den ene målstolpe. Pludselig sparkede Emil Kasper hårdt på siden af skinnebenet, hvilket resulterede i at benet gav efter, men Emil der havde så meget fart på sparket, tumlede rundt og slyngede højre arm ind i målstolpen. Begge drenge græd og senere på skadestuen viste det sig at Kasper havde brækket benet og Emil brækket armen. Skal man grine eller græde ??

Ugen startede ellers godt, med at Kasper fik hans gips af armen, hvilket var tiltrængt da den var begyndt at lugte af gammel sved. For Kasper var det stort, at komme af med gipsen da det betød at han kunne begynde at dyrke let gymnastik og fysisk aktivitet i skolen. En af de første aktiviteter de skulle udføre var en Cuba test, hvor de på 12 min. skulle løbe så langt som muligt. Kasper nåede ud på 2,2 km. og Emil 2 km. Måske ikke den længste distance, men som Kasper sagde, så løb han længere en nogle af 9 klasserne.

Trods sidste uges SMS’en med skolebusfirmaet startede drengene med at køre hjem med bus om eftermiddagen. Heldigvis tager det kun 5-10 min. længere end når Pia henter dem, mens det sparer Pia for en time om dagen. Nogle dage er bussen næsten fyldt og andre dage er der ganske få elever, men det er alle elever der går på drengenes skole. Det er tydeligt at Kasper og Emil er blevet større og næsten teenager, for de er begyndt at brokke sig over alle de små børn i skolebussen, der konstant snakker og stiller spørgsmål…..så kan de lære hvordan de selv har været engang og hvordan det er at være forældre :-)

Lørdag fik vi besøg kl. 14:00 Det var Marianne og Bjarne og deres søn Jacob. Vi havde aftalt at vi skulle ud og gå en tur i bjergene. Da jeg var bjergvandren skulle jeg føre an og vise vejen. Derfor kørte vi til et nærtliggende 700m høj bjerg, hvor der godt nok er stier, men stierne er på langs af bjerget og ikke ret stejle. Vi besluttede derfor at gå den tur jeg plejer, som er at følge en dyresti ind i skoven og op af en klippeside. Det er hvis jeg skal sige det, en ok stejl tur og også en krævende tur. Jeg var naturligvis nervøs for Pia, men hun sagde ikke fra, så vi startede opturen. Opturen gik godt om end den var hård for de to piger. Begge klarede det dog vældigt flot og de kan helt sikkert være stolte af dem selv. Erfarende bjergvandre siger at de hellere vil gå opad end ned, hvilket jeg er fuldstændig enig i. At vi klarede nedturen ved at følge tilsvarende dyrestier, med visne blade og løse sten, der gjorde det umuligt at vide om man ville skride når man tog næste skridt, var ikke en fornøjelse. Lidt hjalp det da vi kom til et hegn, der kunne hjælpe som gelænder. Denne tryghed afløste bekymrede miner med højt humør. Sjældent har jeg hørt voksne mennesker grine så meget, som da de sidste 100m ned blev overvundet og nede igen syntes alle at det havde været en fantastisk tur, som helt sikkert skulle gentages.

Søndag morgen kl. 9:00 havde Pia skiftet mening. Hele søndagen blev tilbragt i sofaen, hvor hun hvilede sine trætte og ømme lemmer og med formaninger om, at det var sidste gang hun uden forudgående træning, udførte en sådan krævende tur.

Det er nu søndag og Pia sidder stadigvæk i sofaen, Kasper og Emil har fundet gammelt legetøj frem fra da de var 10 år. Måske er de alligevel ikke kommet i puberteten og måske er de små børn i bussen ikke så små alligevel.

Szia Fam. Mortensen

PS. har det ikke været en fantastisk 1. april ;-) ikke flere brækkede lemmer