Sunday, September 11, 2011

Fra Østrig til Ungarn og tilbage igen

En af mange pauser på vej op af Untersberg, men efter 5 timer nåede vi toppen, trætte men stolte


Der var ikke meget tilbage efter første pakke dag. Heldigvis kunne vi stå ved vores spisebord og få aftensmaden


Første aften i Ungarn på terrassen ved vores nye hus


Emils rekordforsøg på at løfte 8 tomme flyttekasser og smide dem ud over terrassen. Den endelige rekord blev 9 kasser


Se jeg kan også binde et slips.....faktisk kunne Pia både binde en enkelt og dobbelt slipseknude


Aftenhygge ved poolen


Det er ikke fordi de er faldet ned fra terrassen, de er blot blevet trætte af at klappe tomme flyttekasser sammen


Vores nye pool har både et vandfald (Billede) og en kunstig strøm, som man kan svømme op i mod.


Mandag kl. 9:00 bankede det på døren. Udenfor stod 6 Ungarske flyttefolk, hvoraf to snakkede skoleengelsk. Allerede inden kl. 16:00 var stuen fyldt med flyttekasser og havde vi ikke været i huset var alle møbler, fjernsyn og ikke mindst playstation pakket ned. Heldigvis fik vi stoppet indpakningen af møbler, så en enkelt sofa, vores spisebord og fjernsyn blev tilbage sammen med 4 senge. Hvis man er en rigtig familie og kommer hinanden ved, kan man faktisk godt sidde 4 personer i en 3 personers sofa. Det er ikke komfortabelt, og er der en der prutter, så deles der med de andre. Der var også nogle andre ting der ikke blev pakket ned. Emil, Kasper og jeg havde nemlig sat hinanden stævne næste morgen kl. 7:00. Det sidste vi skulle gøre i Østrig, der dog var det første for drengene, var at bestige Untersbjerg. Drengene var lidt bekymret for de 4-5 timers vandren op af bjerget, kunne de nu klare det. Faktisk gik det rigtigt godt og selv om turen tog 5 timer før vi nåede toppen, var de stadigvæk ved godt mod. Dagen derpå var meget værre, der kunne de ikke gå og deres ben var ømme og trætte. Jeg er trods alt stolt af drengene, for Untersberg er ikke det letteste bjerg at bestige.


Tirsdag aften kørte jeg til Ungarn da jeg havde møde om onsdag og onsdag aften kom Pia og drengene til mit hotel i Tata. Her overnattede vi indtil Fredag, men torsdag aften vi kørte ind til vores nye hus så Pia og børnene kunne være med til at bestemme, hvor de forskellige møbler og kasser skulle leveres. Alle syntes godt om huset og alle fik et værelse de var tilfreds med. Dog fik Pia et hobbyrum, der var lige lille nok til aaaaallle hendes malerier og farver.

Fredag startede indflytningen og lørdag kom flyttemændene og pakkede 50% af kasserne ud. Lørdag aften lignede huset en losseplads, med kasser og indpakningspapir over alt. Heldigvis var noget af det første vi fik ind, vores sofa, fjernsyn og senge og vi fandt en spar forretning i nærheden af huset, så maden var også sikret. Søndag pakkede vi ud om formiddagen og om eftermiddagen kørte vi ind til hovedbanegården, for at hente Camilla, der kom hjem fra ferie i Italien. Hun havde været væk fra familien i 10 dage og det var en bevæget Pia, der tog i mod Camilla da hun chokolade brun steg ud af toget fra Salzburg.

Hvornår er man stresset og hvornår er man psykisk presset helt i bund ?? Jeg tror vi alle i den efterfølgende uge oplevede stress og psykisk pres ud over det normale. Vi havde prøvet at få Camilla og drengene ind på den Amerikanske skole, hvor Camilla’s alder og engelskkundskaber ikke passede til deres system. På den engelske skole i Budapest fik vi at vide, at de havde et specielt program for elever på Camilla alder med middel engelskkundskaber. Camilla lavede endda en test, der blev godkendt i sommerferien. Mandagen startede med at Camilla fik, at vide hun skulle lave endnu en test. Derefter kunne hun tage hjem og komme dagen efter og få en afklaring. Kl. 14:00 samme dag blev hun kaldt ind til skolen igen for endnu en test, med beskeden, at efter testen kunne hun tage hjem så ville lærerne kigge på testen og om eftermiddagen tirsdag ville vi få besked om hvor hun skulle starte onsdag. Tirsdag kl. 16:00 mødte Pia og Camilla op på skolen og fik beskeden, at Camilla ikke kunne gå på den Engelske skole, pga. alder og engelskkundskaber. Det stod hurtigt klart, at med denne udmelding, var der kun to muligheder for Camilla og skoleåret 2011/2012. Enten skulle hun tilbage til Danmark eller Østrig. Da beskeden blev givet gik der ikke mange split sekunder før Pia kom til samme konklusion og derefter tanken at ”nu flytter Camilla hjemmefra”. Hvad normalt er en proces over 1-2 år, blev med skolens udmeldelse en øjeblikkelig kendsgerning og ikke nogen rar tanke. Den efterfølgende uge var ikke behagelig. For det første skulle vi hurtigst muligt undersøge hvilke muligheder der var i Danmark og Østrig og vi vidste alle, at Camilla inden for ganske kort tid skulle flytte hjemmefra. Heldigvis fandt vi en skole i Østrig, hvor Camilla over to år kan oparbejde kompetencer, der er adgangsgivende for sygeplejerstudiet i Østrig. Vi har endnu ikke fundet en lejlighed/værelse, men hun har fået lov til at bo hos hendes kærestes forældre.

Imens vi undersøgte mulighederne for Camilla, startede Emil og Kasper i den nye skole. Første dag var ikke god. Alt var dårligt, skolen var stor og de ville aldrig lære den at kende. De kunne ikke forstå de andre elever og de kunne ikke finde de forskellige klasseværelser. Det var ikke en glad familie, der efter første dag i Ungarn gik i seng om mandagen. Tirsdag gik lidt bedre, men der havde de også gymnastik. Onsdagen gik fint og om torsdagen var de begyndt at spille fodbold med de andre elever i frikvarteret. Den største udfordring i starten var dog tøjet eller uniformen som det kaldes. Hvid skjorte, sorte bukser og sko og blåt og rødt slips. Med hensyn til slipset overraskede Pia. Efter første dag i skolen havde Emil taget slipset af og bundet knuden helt op. Men vi sad i sofaen om aftenen tog hun slipset og bandt en fin slipseknude med en enkelt knude. Derefter løsnede hun slipset og bandt en dobbelt slipseknude, hvorefter hun spurgte hvilken vi syntes var bedst. Jeg var dybt imponeret, da jeg aldrig har ser Pia med slips og selv kan jeg kun kan lave en enkelt knude.

Allerede efter 10 dage i skolen skulle de på lejer. Dagen før lejerturen blev der ringet fra Skolen, Kasper havde forstuvet storetåen. Hele aftenen tilbragte han med is på tåen og dagen efter fik han tapet tåen sammen med den næste tå. Det hjalp gevaldigt så han var helt sikker klar til lejertur. Næste dag kl. 14:00 blev der igen ringet og igen var det Kasper, der var kommet til skade. Han havde fået sin fod i klemme i en stakit og var faldet og vredet om på den modsatte fod i forhold til tåen. Da der ikke var brækket noget fik han lov til at blive sammen med de andre, men det var ikke det helt samme, at sidde i et telt mens de andre løb rundt og legede og spillede spil.

Da vi havde fået afklaret Camilla’s situation, brugte hun ugen på at øve kørekort og pakke, hvad hun i første omgang skulle have med til Salzburg. Lørdag morgen kl. 8:30 sad vi alle igen i bilen, på vej tilbage til Salzburg. Hos Pauli’s blev vi inviteret ind til kaffe og en snak om situationen. Godt nok kan jeg ”lidt” tysk, men det er virkeligt svært at føre en samtale om unge og kærlighed, fremtiden og endda en snak om at Camilla og Pauli måske fandt samme for evigt. Skulle Pauli gå hen og blive Camilla’s kommende mand, så tror jeg Pia og jeg må på et intensivt tyskkursus. Efter en bevægende afsked med Camilla kørte vi ud til Hans Jørgen og Tanja, hvor vi var blevet inviteret på aftensmad og overnatning. Det var Hans Jørgens fødselsdag, så det blev en aften med masse af mad, vin og en dejlig fødselsdagslagkage.

Søndag morgen kørte vi tilbage til Ungarn. Denne gang var vi kun fire i bilen. Der var mere stille end normalt i bilen og det kan godt være at det var rart ikke at have en irriterende teenager storesøster på bagsædet, men jeg er sikker på at også Kasper og Emil kommer til at savne Camilla, som Pia og jeg allerede gør.

Szia Fam. Mortensen

No comments: