Gæster og et farvel

Det er godt Alfi har sort snude og sorte øjne, eller kunne den godt være svær at se i alt det sne

Sådan ser udsigten ud på toppen af Gaisberg en smuk vinterdag

Et af Pia's mester foto's. Det er åbent bart ikke kun på læredet hun er god til at indange billeder

Selv om det var koldt så nød vi dagen på toppen af Gaisberg. Her er Pia og emil lige før de får serveret deres chokolade med flødeskum

Selv om vores gæster var på ferie, så skulle der lige læses og diskuteres en email.

Råhygge på børneværelset

Så fik vi også sne i Salzburg. Vi tror det er Pia's bil.

Turen fra Salzburg til Grundfos i Ungarn eller turen hjem igen er efter hånden ved at blive en rutine. Det tager godt nok 4-4½ time, men tiden føles ikke lang. På turen mandag morgen er man knap nok vågen, men her hjælper min MPEG afspiller, hvor jeg høre lydbøger. Torsdag eftermiddag går meget af turen med refleksion over ugen, der er gået på arbejde og med hvad der kan gøres anderledes eller hvad der bør startes op. Derfor har jeg også en notesbog ved siden af mig, hvor jeg kan notere gode ideer. Når jeg så trænger til en afveksling ringer jeg hjem og opdatere familien om hvor jeg er og hvor lang tid jeg har kalkuleret til resten af turen.


Denne torsdag skulle jeg afpasse min ankomst til Salzburg med ankomsten af Air Berlin flyet fra Hamburg, hvor familien Holst og Nielsen var passagerer. Da jeg ankom til motorringvejen uden om Salzburg, passerede Air Berlin flyet 50m over mit hoved i flot landingsstil. Dette var starten på en 3 dages ski week end.

Fredag skulle jeg på arbejde, da jeg havde møde med min Polske kollega Adam Blaski. Han er også ski fanatiker og havde derfor sine ski med. Vi sluttede tidligt og kørte bakkerne og nåede 3 timer om eftermiddagen. Lørdag tog vi alle på bakken incl. Adam, hvilket var godt, for med 4 børn mellem 11 og 14, havde vi brug for alle de kræfter der kunne samles. Adam agerede skilærer hele dagen, hvilket helt sikkert hjalp både Kasper og Emil, men også Jens og Mads. Kenth og Mogens, mine danske kollegaer, var mere som gamle hunde, de kunne ikke lære noget og fandt da også hurtigt en bjerg alm eller to, hvor de så funderede over teorien bag ved det at stå på ski samtidig med de fik en weiss bier. Søndag tog vi igen på løjpen, denne dag dog uden Adam, så det var op til mig at køre med de unge drenge. Det var en fantastisk week end, med skønt vejr og masse af ture op og ned af løjperne, men det var også en week end, der var tærede på kræfterne.

Desværre kunne jeg ikke sove længe mandag morgen da jeg normalt køre 5:30 om morgenen mod Ungarn. Oven i det skulle jeg op 4:00 tirsdag for at flyve til Frankfurt, så da jeg onsdag var færdig mad aftensmaden kl 20:00 gik der kun en ½ time før jeg besluttede mig for at gå i seng.

Hjemme i Salzburg var der diskussioner om Kasper og Emils nye skitøj. Det var copitøj fra Kina så det havde ikke været så dyrt. Det var måske også derfor, at Emil’s jakke var sprækket i ærmhulerne og Kaspers bukser havde huller på knæene. Selerne på begge bukser var også gået i stykker. Da tøjet mest blev brugt i skolen og i fritteren når de legede i sneen og mindre til at stå på ski, var Emils konklusion, at det nok ikke var designet som ”legetøj” men kun til skitøj. Det grinte vi meget af.

Fredag eftermiddag var vi til afskedsfest, for at sige farvel til Kasper og Emils klasselære, Frau Wallinger. Normalt har de været trætte af at have hende, men nu hvor de skulle tage afsked, kom de lidt i tvivl. Der er 2-3 elever i klassen som normale lærere har svært ved at styre. Når der derfor er vikar, er der mange gange en masse larm og ballade pga. af disse elever. Nu hvor den eneste lære der kunne styre ballademagerne rejser, er Kasper og Emil nervøse for om det bliver træls at gå i skole med larm og ingen ro. Måske var der trods alt noget godt ved at have Frau Wallinger som klasselære.

Fredag aften havde vi Hans Jørgen og familien på besøg, der var jo håndboldskamp i fjernsynet. Mens vi sad og spiste med vores nye bestik, vi havde fået ved at samle rabatmærker i Globus, stillede Camilla et spørgsmål. I hendes skole gik hun i klasse med en Tyrkisk pige. Hendes familie samlede bestik og tallerkner til hende, så hun havde noget når hun skulle giftes. Camilla ville gerne vide hvorfor vi ikke også gjorde det. Først måtte vi grine og senere måtte vi forklare, at vi jo ikke var en Tyrkisk familie og ikke havde de samme traditioner som dem, hvilket Camilla jo nok også ville værdsætte. Ellers ville det jo være mor og far der fandt den mand hun skulle giftes med. Efter dette svar kom der ikke flere spørgsmål fra Camilla.

Denne søndag tog jeg til et helt nyt sted kaldet Mühlbach, som mest er et sted, hvor de lokale tager hen for at stå på ski. Nu har jeg stået på ski hver week end siden sæsonen startede 1. dec. og jeg må sige, at det efterhånden er ved at være lidt kedeligt at stå på ski alene, så jeg glæder mig til vi igen får besøg af nogle der vil stå på ski.

Om eftermiddagen tog vi en tur på Gaisberg. Vejret var fantastisk, med skyfri himmel. Det var måske også derfor det halve af Salzburg også var på Gaisberg. Aldrig har vi set så mange biler på toppen og på de rastepladser der var langs ruten mod toppen. Hvad vi dog godt kunne forstå var hvorfor de tog på toppen. Med sådan et vejr, sne og en udsigt som den der var i dag, så kommer man ikke tættere på himlen. Vi har sagt det før og siger det igen….det bliver svært at forlade Østrig.

Camilla er gået i kælderen (hun skal nok blive lukket ud igen), Pia ligger på sofaen, Kasper og Emil har fået adgang til LEGO Univers på PC’en og jeg er så småt ved at gøre klar til at pakke kufferten til næste uge i Ungarn.

Servus Fam. Mortensen

Vandresæk og farvel

De mange fine afskedsgaver fra kollegaerne i Østrig

Så holdes der tale på tysk, jeg tror faktisk de forstod mig, ellrs har de i hvert fald været gode til at grine på de rigtige tidspunkter :-)

Så er mandel jagten gået ind og risalamendaen faldt faktisk i kollegaernes smag.

Fredag holdt vi afslutning på mine 2½ år i Østrig. Både hos Grundfos og hjemme hos os. På arbejdet var der reception kl. 12, hvor de nærmeste 15-20 medarbejder og kollegaer deltog. Det blev en helt overvældende ceremoni, hvor jeg faktisk blev helt beæret over de mange varme intentioner, tanker og gaver jeg fik. Fra Grundfos fik jeg en gavebevis på 3000 kr. Fra vores Direktør i Østrig, der selv har boet i Ungarn i 4 år, fik jeg en bog (Ungarns for udlændinge) og en CD med tegnefilm med Ungarsk tale. Fra de nære kollegaer fik jeg en vandresæk, der skulle illustrere når karlene på gårdene skulle skifte job. Når de skiftede fra en gård til en anden fik de lidt af hvert med på turen. I min vandresæk fik jeg en snaps, to oste et brød, lidt bacon, marmelade og to små salamipølser. Fra vores logistikchef fik jeg en Grundfos motor som jeg så kunne bruge som reservelager, når jeg selv får ansvaret for den Ungarske motorproduktion. Fra Rudi Martini en god kollega, der selv er lidt af et sproggeni fik jeg yderlig to ungarske tegnefilm. Rudi har lært at tale dansk ved at optage danske børnekanaler og brug dem som undervisning. Fra Johan Meikel jeg har kendt fra før jeg flyttede til Østrig fik jeg en bog. Johan og jeg har haft det med at udveksle refleksioner omkring livet og jeg har tidligere givet ham en bog og nu var det åbenbart min tur.


Jeg fik sagt farvel til kollegaerne på arbejder, men om aftenen havde jeg inviteret mine 6 regionale kollegaer på en rigtig dansk julefrokost. Programmet var følgende: Sild, karrysalat og laks. En fiskefile med remoulade og derefter gik vi over til varme retter, varm leverpostej, men bacon og champignon. Så kom medisterpølsen med vredenkål og derefter flæskesteg og brune kartofler. Selvfølgelig sluttede vi af med risalamande med varm kirsebærsovs. De havde godt nok prøvet fiskene, og flæskestegen, men resten var faktisk for de fleste en ny oplevelse. Selv vores Danske Regnskabschef Hans Jørgen havde ikke prøvet vredenkål, så middagen var en god oplevelse for alle. Der var to yderlige overraskelser de ikke havde regnet med. Selvfølgelig skulle vi finde en mandel i risalamanden og der var også en fin mandelgave. Efter maden skulle vi traditionen tro have pakkeleg. Igen en tradition de ikke kendte, men hurtigt blev begejstret over. Som drikkevare fik vi naturligvis øl og snaps til silden, rødvin kendte de, men da vi skulle have blå gajol efter middagen meldte de pas. Grunden er at Østrigere ikke bryder sig om lakrids. Aftenen endte godt….og sent.

Lørdag fik Camilla 8-10 venner på besøg, så der blev festet godt igennem i kælderen. På et tidspunkt kom Camilla og sagde at hendes venner godt ville hilse på os. 1 min. Senere var 10 mere eller mindre fulde unge mennesker troppet op i stuen. I stuen stop Pia’s nye hulla hopring, der vejer 1,2 kg. Og der gik ikke lang tid før der var kø om at prøve ringen.

Sædvanen tog jeg på bakken søndag. Desværre havde vejret hele ugen været utroligt varmt, op til 12 grd. Sneen var derfor ikke den bedste, men vejret var fantastisk. Hen på søndagen sad jeg på terrassen i korteærmer uden at fryse. Sidste week end, havde Kasper og Emil og jeg aftalt at vi hver week end skulle have noget mandehørm, så denne søndag tog vi til vores lokale badeland i Berchstengaden, hvor vi tilbragte to dejlige timer mens Pia og Camilla hyggede hjemme på Göllstrasse.

Søndag aften, vi har lige spist en fantastisk kylling på dåse, med løgkartofler, hvidløg og friturestegte pomfritter. Drengene er på vej i seng og vi andre er meget tæt på sofaen. Næste week end kommer der igen gæster, så der er dømt rekreation.

Sprogproblemer og radiobiler

Jeg ved ikke hvem der giver gaven til den anden, men gaven ser i hvert fald spændende ud

I Østrig kommer Julemanden naturligvis på ski

Og jeg så julemanden kysse mor, hun blev ikke vred, nej slet ikke spor

Merry Christmas from Fam. Mortensen i Østrig

En tom stue er perfekt til at afprøve julegaven...en Nurf pistol.

Dette er så familiens nye medlem. Vi kalder den Sussi og den er fantastisk til at gøre rent.

Igen en fantastisk ret fra Klimakogebogen. Dampede broccoli, ærter, løg, blandet med mynte, dild og brøndkarse. Der skulle have været krabbeklør til retten, men det var udsolgt, så vi brugte tigerrejer

Tirsdag den 21. skulle jeg have været til møde i Frankfurt, men pga. vejret blev mødet aflyst. Jeg skulle derfor finde på noget at lave, hvilket var let….skiing. Men denne gang nøjes jeg ikke kun med at bruge et par timer på ski, jeg valgte trods mine næsten perfekte skiteknik, at tilmelde mig et skikursus, naturligvis på avanceret niveau, da dette burde være mit nuværende niveau. Den gruppe jeg kom sammen med lignede slet ikke avancerede skiløber, så jeg var lidt skuffet da vi tog liften op på bjerget. På toppen fik vi en masse instrukser i hvordan man bevæger kroppen når man står rigtigt på ski, noget jeg faktisk ikke kunne genkende, fra når jeg havde stået på ski. Efter instrukserne kørte instruktøren lidt ned af bjerget i fin slalom stil og vinkede for at næste skiløber skulle starte. Næste skiløber var mig og fuld af ambitioner startede jeg nedløbet med fine slamomsving. Det var der jeg fandt ud af at min teknik måske ikke var fuldendt, for efter små 20-30m lavede jeg det mest perfekte styrt midt mellem de resterende i gruppen og instruktøren. Resten af dagen gik jeg lidt mere ydmygt til opgaverne og i slutningen af dagen var det da også tydelig, at jeg havde forbedret min teknik.


Torsdag gik tiden på arbejdet med at pakke mine ting fra kontoret ned i papkasser, så de var klar til at tage med til Ungarn. Det var lidt vemodigt, sådan at pakke de ting, jeg gennem 2½ år havde samlet i igennem mit arbejde i Østrig, men nu var beslutningen truffet, også skulle det jo gøres.

Fredag var juleaften og jeg tror ikke jeg behøves at sige, at specielt drengene var forfærdelig utålmodige. Men de klarede sig igennem dagen, julemiddagen og fællessang omkring juletræet uden alt for meget kny. Det var dog tydeligt, at de stadigvæk har noget at lære om juletraditionerne.

Vi havde en komisk tragisk oplevelse med julemaden. Om torsdagen havde vi været i Globus, hvor vi var heldige at finde en and, da der kun var to stk. 3 kg. Fjerkræ tilbage på hylden. Fredag gik Pia i køkkenet og forberedte vores and. Efter en times tid kiggede Pia til anden og kunne konstatere, at den opførte sig underligt. Den var ved at blive tør og der kom ikke fedt fra anden som beregnet….noget måtte være galt. Vi fik så kigget på indpakningen til anden, hvor der stod Jung Puten. Efter et opslag på google translate viste det sig, at vi havde købt en ung kalkun på 3 kg. Det var derfor ikke så mærkeligt, at den ikke opførte sig som en and. Heldigvis havde Pia ekstra bacon som vi svøbte ”kalkunen” i og dermed blev vores ”juleand” reddet.

Da vi skulle have risalamande med mandel og mandelgave, var det Kasper, der fandt mandlen. Modsat os andre, der prøver at skjule vi har fundet mandlen, annoncerede han efter to mundfulde risalamande, at nu havde han fundet mandlen…..på en måde var det faktisk rart, for så behøvede vi andre ikke overspise for at prøve at finde en allerede funden, men skjult mandel.

Første juledag fik jeg lov til at tage tidlig på løjperne. Grunden var at Grundfos havde givet os 1 ugeløn, som jeg delvis havde brugt på et sæt nye ski og de skulle nu testes. Skiene var at typen world cup, hvilket er det niveau professionelle bruger og det var da også tydeligt, at med mine nye skifærdigheder og nye ski var der næsten ingen begrænsning for hvilke løjper eller udfordringer jeg kunne klare.

Om aftenen den første juledag kørte vi til München for at tage nattoget til Hamburg og derfra køre direkte til Julefrokost hos Pia’s familie. Vi var lidt bange for vejret i Danmark, men hele turen gik fantastisk. Nu har vi efterhånden boet i Østrig i 2½ år og fået stabil tilværelse som familie…næsten som i Danmark. Turene til Danmark i nattog er dog stadigvæk en helt særlig begivenhed, der binder hele familien tættere sammen. Det sker helt automatisk når man 5 mennesker skal sove i en kupe på 5m2 med 6 køjesenge. Det er under sådan omstændigheder at man kommer hinanden ved og normalt kommer der mange sjove kommentar og oplevelser ud af det. F.eks. begyndte drengene og snakke om at de gerne ville have 2 års forskud på lommepenge, for at få råd til alt muligt legetøj. Samtidig syntes de det var uretfærdigt, at Camilla fik flere lommepenge end de gjorde. Det havde Camilla dog en logisk forklaring på, idet hun granalvorlig forklarede, at det skyldtes hun havde et meget større månedlig forbrug end de havde. Logikken fejlede intet, men Pia og jeg kunne nu ikke lade være med at smile af konklusionen. Lidt senere kom snakken ind på, at Camilla fylder 18 år i 2011 og hun derfor kan få kørekort. Vi snakkede om at det kunne være rart at hun tog det i Østrig, da hun kan tysk og ikke har mulighed for at tage det i Ungarn på ungarsk. Vi snakkede derfor også om hvor lang tid hun evt. skulle bruge, hvortil hun bestemt ikke mente hun havde brug for meget tid. Jeg var naturligvis nysgerrig og spurgte om hvilken begrundelse hun bedømte det ud fra, hvor til hun svarede, at hun jo allerede var god til at køre bil. Dette forbavsede mig endnu mere så jeg spurgte hvad hun mente. Jamen jeg er faktisk god til at køre radiobiler, så hvor svært kan det være i en rigtig bil, svarede hun. Igen en logisk konklusion, sammen med en positiv refleksion.

Hjemme i Danmark havde vi en dejlig juleferie, som jeg ikke vil gå i detaljer med. men vi nød alle at få snakket med familien og vennerne og naturligvis, at fejre nytårsaften med de andre naboer på Pindsvinekrattet. Først anden nytårsaften drog vi sydover for igen at tage nattoget hjem til Østrig. Jeg ved, jeg før har kommenteret det, men jeg kan ikke lade vær med at beskrive den følelse man får når man fra München køre mod Salzburg og efter 30km kommer over en bakkekam, hvorefter man får fuldt udsyn til Alperne, der i horisonten stiger mod himmelen og med sit snehvide look spejler de første af solens stråler i noget, der lignet det perfekte landskabsbillede. Både Pia og Jeg måtte kommentere på, at det var en fantastisk måde at vende hjem til Østrig og det helt sikkert vil blive noget vi kommer til at savne i Ungarn.

Tilbage i Østrig var det blevet hverdag….i hvert fald for mig. Jeg skulle starte på mit nye arbejde i Ungarn, så tirsdag morgen satte jeg kursen mod Tatabanja, hvor jeg skulle mødes med ejeren af den lejlighed jeg skal bo i de næste 6 md. når jeg fra mandag til torsdag befinder mig i Tatabanja. Jeg havde ikke set lejligheden, men heldigvis var det en fin, kun 4 år gammel lejlighed på 90m2 fuldt møbleret incl. 42” fladskærm. Desværre er det mest Ungarske kanaler, men heldigvis er der 4 Discovery, naional geografic, national history og et par andre informations kanaler. Allerede nu har jeg lært hvordan man laver reb til bjergbestigning og hvordan man redder verden for ophobning af affald og global opvarmning.

Det er stadigvæk for tidligt at udtale mig om mit nye arbejde, men en positiv ting er kollegaerne, der er meget imødekommende og positive, samt humoristiske, så jeg tror ikke der bliver problemer med arbejdsmiljøet.

Hjemme i Østrig holdt Camilla, Kasper og Emil stadigvæk ferie. Jeg kunne forstå på Pia, at det var ved at blive lidt kedeligt, da deres nærmeste legekammerater ikke kunne lege. Kasper og Emil begyndte derfor at øve regning. En af opgaverne de brugte, var at beregne, hvor meget tid de enten måtte undvære mig mens jeg var i Ungarn pr. uge eller hvor meget tid de kunne være sammen med mig i gennemsnit pr. dag når jeg kun var hjemme fra fredag til mandag morgen.

Lørdag var store bytte dag, hvor jeg måtte i Europark for at bytte et par sko jeg fik i julegave. Samtidig fik vi købt træ til at lave et skistativ i garagen. Søndag måtte jeg naturligvis en tur på løjpen og heldigvis ville Kasper og Emil med. Vi tog til Skt. Johan, hvor vi stop på ski i 4 timer. Kasper og Emil var så trætte til sidst, at de næsten opgav på sidste nedtur til parkingpladsen. Inden da havde vi nydt en varm kakao med flødeskum på en af bjerg alm’erne. Her havde vi siddet og nydt +2 grd. og fuld solskin fra en skyfri himmel, mens vi alle blev enige om, at dette var den bedste form for mandehørm.

Det er nu søndag aften og der går ikke lang tid før grillen tændes og de hjemmelavede og marinerede spareribs skal grilles i 15 min. Derefter skal kufferten pakkes før næste uge i Ungarn.

Servus Fam. Mortensen