Gæster og et farvel

Det er godt Alfi har sort snude og sorte øjne, eller kunne den godt være svær at se i alt det sne

Sådan ser udsigten ud på toppen af Gaisberg en smuk vinterdag

Et af Pia's mester foto's. Det er åbent bart ikke kun på læredet hun er god til at indange billeder

Selv om det var koldt så nød vi dagen på toppen af Gaisberg. Her er Pia og emil lige før de får serveret deres chokolade med flødeskum

Selv om vores gæster var på ferie, så skulle der lige læses og diskuteres en email.

Råhygge på børneværelset

Så fik vi også sne i Salzburg. Vi tror det er Pia's bil.

Turen fra Salzburg til Grundfos i Ungarn eller turen hjem igen er efter hånden ved at blive en rutine. Det tager godt nok 4-4½ time, men tiden føles ikke lang. På turen mandag morgen er man knap nok vågen, men her hjælper min MPEG afspiller, hvor jeg høre lydbøger. Torsdag eftermiddag går meget af turen med refleksion over ugen, der er gået på arbejde og med hvad der kan gøres anderledes eller hvad der bør startes op. Derfor har jeg også en notesbog ved siden af mig, hvor jeg kan notere gode ideer. Når jeg så trænger til en afveksling ringer jeg hjem og opdatere familien om hvor jeg er og hvor lang tid jeg har kalkuleret til resten af turen.


Denne torsdag skulle jeg afpasse min ankomst til Salzburg med ankomsten af Air Berlin flyet fra Hamburg, hvor familien Holst og Nielsen var passagerer. Da jeg ankom til motorringvejen uden om Salzburg, passerede Air Berlin flyet 50m over mit hoved i flot landingsstil. Dette var starten på en 3 dages ski week end.

Fredag skulle jeg på arbejde, da jeg havde møde med min Polske kollega Adam Blaski. Han er også ski fanatiker og havde derfor sine ski med. Vi sluttede tidligt og kørte bakkerne og nåede 3 timer om eftermiddagen. Lørdag tog vi alle på bakken incl. Adam, hvilket var godt, for med 4 børn mellem 11 og 14, havde vi brug for alle de kræfter der kunne samles. Adam agerede skilærer hele dagen, hvilket helt sikkert hjalp både Kasper og Emil, men også Jens og Mads. Kenth og Mogens, mine danske kollegaer, var mere som gamle hunde, de kunne ikke lære noget og fandt da også hurtigt en bjerg alm eller to, hvor de så funderede over teorien bag ved det at stå på ski samtidig med de fik en weiss bier. Søndag tog vi igen på løjpen, denne dag dog uden Adam, så det var op til mig at køre med de unge drenge. Det var en fantastisk week end, med skønt vejr og masse af ture op og ned af løjperne, men det var også en week end, der var tærede på kræfterne.

Desværre kunne jeg ikke sove længe mandag morgen da jeg normalt køre 5:30 om morgenen mod Ungarn. Oven i det skulle jeg op 4:00 tirsdag for at flyve til Frankfurt, så da jeg onsdag var færdig mad aftensmaden kl 20:00 gik der kun en ½ time før jeg besluttede mig for at gå i seng.

Hjemme i Salzburg var der diskussioner om Kasper og Emils nye skitøj. Det var copitøj fra Kina så det havde ikke været så dyrt. Det var måske også derfor, at Emil’s jakke var sprækket i ærmhulerne og Kaspers bukser havde huller på knæene. Selerne på begge bukser var også gået i stykker. Da tøjet mest blev brugt i skolen og i fritteren når de legede i sneen og mindre til at stå på ski, var Emils konklusion, at det nok ikke var designet som ”legetøj” men kun til skitøj. Det grinte vi meget af.

Fredag eftermiddag var vi til afskedsfest, for at sige farvel til Kasper og Emils klasselære, Frau Wallinger. Normalt har de været trætte af at have hende, men nu hvor de skulle tage afsked, kom de lidt i tvivl. Der er 2-3 elever i klassen som normale lærere har svært ved at styre. Når der derfor er vikar, er der mange gange en masse larm og ballade pga. af disse elever. Nu hvor den eneste lære der kunne styre ballademagerne rejser, er Kasper og Emil nervøse for om det bliver træls at gå i skole med larm og ingen ro. Måske var der trods alt noget godt ved at have Frau Wallinger som klasselære.

Fredag aften havde vi Hans Jørgen og familien på besøg, der var jo håndboldskamp i fjernsynet. Mens vi sad og spiste med vores nye bestik, vi havde fået ved at samle rabatmærker i Globus, stillede Camilla et spørgsmål. I hendes skole gik hun i klasse med en Tyrkisk pige. Hendes familie samlede bestik og tallerkner til hende, så hun havde noget når hun skulle giftes. Camilla ville gerne vide hvorfor vi ikke også gjorde det. Først måtte vi grine og senere måtte vi forklare, at vi jo ikke var en Tyrkisk familie og ikke havde de samme traditioner som dem, hvilket Camilla jo nok også ville værdsætte. Ellers ville det jo være mor og far der fandt den mand hun skulle giftes med. Efter dette svar kom der ikke flere spørgsmål fra Camilla.

Denne søndag tog jeg til et helt nyt sted kaldet Mühlbach, som mest er et sted, hvor de lokale tager hen for at stå på ski. Nu har jeg stået på ski hver week end siden sæsonen startede 1. dec. og jeg må sige, at det efterhånden er ved at være lidt kedeligt at stå på ski alene, så jeg glæder mig til vi igen får besøg af nogle der vil stå på ski.

Om eftermiddagen tog vi en tur på Gaisberg. Vejret var fantastisk, med skyfri himmel. Det var måske også derfor det halve af Salzburg også var på Gaisberg. Aldrig har vi set så mange biler på toppen og på de rastepladser der var langs ruten mod toppen. Hvad vi dog godt kunne forstå var hvorfor de tog på toppen. Med sådan et vejr, sne og en udsigt som den der var i dag, så kommer man ikke tættere på himlen. Vi har sagt det før og siger det igen….det bliver svært at forlade Østrig.

Camilla er gået i kælderen (hun skal nok blive lukket ud igen), Pia ligger på sofaen, Kasper og Emil har fået adgang til LEGO Univers på PC’en og jeg er så småt ved at gøre klar til at pakke kufferten til næste uge i Ungarn.

Servus Fam. Mortensen