Sprogproblemer og radiobiler

Jeg ved ikke hvem der giver gaven til den anden, men gaven ser i hvert fald spændende ud

I Østrig kommer Julemanden naturligvis på ski

Og jeg så julemanden kysse mor, hun blev ikke vred, nej slet ikke spor

Merry Christmas from Fam. Mortensen i Østrig

En tom stue er perfekt til at afprøve julegaven...en Nurf pistol.

Dette er så familiens nye medlem. Vi kalder den Sussi og den er fantastisk til at gøre rent.

Igen en fantastisk ret fra Klimakogebogen. Dampede broccoli, ærter, løg, blandet med mynte, dild og brøndkarse. Der skulle have været krabbeklør til retten, men det var udsolgt, så vi brugte tigerrejer

Tirsdag den 21. skulle jeg have været til møde i Frankfurt, men pga. vejret blev mødet aflyst. Jeg skulle derfor finde på noget at lave, hvilket var let….skiing. Men denne gang nøjes jeg ikke kun med at bruge et par timer på ski, jeg valgte trods mine næsten perfekte skiteknik, at tilmelde mig et skikursus, naturligvis på avanceret niveau, da dette burde være mit nuværende niveau. Den gruppe jeg kom sammen med lignede slet ikke avancerede skiløber, så jeg var lidt skuffet da vi tog liften op på bjerget. På toppen fik vi en masse instrukser i hvordan man bevæger kroppen når man står rigtigt på ski, noget jeg faktisk ikke kunne genkende, fra når jeg havde stået på ski. Efter instrukserne kørte instruktøren lidt ned af bjerget i fin slalom stil og vinkede for at næste skiløber skulle starte. Næste skiløber var mig og fuld af ambitioner startede jeg nedløbet med fine slamomsving. Det var der jeg fandt ud af at min teknik måske ikke var fuldendt, for efter små 20-30m lavede jeg det mest perfekte styrt midt mellem de resterende i gruppen og instruktøren. Resten af dagen gik jeg lidt mere ydmygt til opgaverne og i slutningen af dagen var det da også tydelig, at jeg havde forbedret min teknik.


Torsdag gik tiden på arbejdet med at pakke mine ting fra kontoret ned i papkasser, så de var klar til at tage med til Ungarn. Det var lidt vemodigt, sådan at pakke de ting, jeg gennem 2½ år havde samlet i igennem mit arbejde i Østrig, men nu var beslutningen truffet, også skulle det jo gøres.

Fredag var juleaften og jeg tror ikke jeg behøves at sige, at specielt drengene var forfærdelig utålmodige. Men de klarede sig igennem dagen, julemiddagen og fællessang omkring juletræet uden alt for meget kny. Det var dog tydeligt, at de stadigvæk har noget at lære om juletraditionerne.

Vi havde en komisk tragisk oplevelse med julemaden. Om torsdagen havde vi været i Globus, hvor vi var heldige at finde en and, da der kun var to stk. 3 kg. Fjerkræ tilbage på hylden. Fredag gik Pia i køkkenet og forberedte vores and. Efter en times tid kiggede Pia til anden og kunne konstatere, at den opførte sig underligt. Den var ved at blive tør og der kom ikke fedt fra anden som beregnet….noget måtte være galt. Vi fik så kigget på indpakningen til anden, hvor der stod Jung Puten. Efter et opslag på google translate viste det sig, at vi havde købt en ung kalkun på 3 kg. Det var derfor ikke så mærkeligt, at den ikke opførte sig som en and. Heldigvis havde Pia ekstra bacon som vi svøbte ”kalkunen” i og dermed blev vores ”juleand” reddet.

Da vi skulle have risalamande med mandel og mandelgave, var det Kasper, der fandt mandlen. Modsat os andre, der prøver at skjule vi har fundet mandlen, annoncerede han efter to mundfulde risalamande, at nu havde han fundet mandlen…..på en måde var det faktisk rart, for så behøvede vi andre ikke overspise for at prøve at finde en allerede funden, men skjult mandel.

Første juledag fik jeg lov til at tage tidlig på løjperne. Grunden var at Grundfos havde givet os 1 ugeløn, som jeg delvis havde brugt på et sæt nye ski og de skulle nu testes. Skiene var at typen world cup, hvilket er det niveau professionelle bruger og det var da også tydeligt, at med mine nye skifærdigheder og nye ski var der næsten ingen begrænsning for hvilke løjper eller udfordringer jeg kunne klare.

Om aftenen den første juledag kørte vi til München for at tage nattoget til Hamburg og derfra køre direkte til Julefrokost hos Pia’s familie. Vi var lidt bange for vejret i Danmark, men hele turen gik fantastisk. Nu har vi efterhånden boet i Østrig i 2½ år og fået stabil tilværelse som familie…næsten som i Danmark. Turene til Danmark i nattog er dog stadigvæk en helt særlig begivenhed, der binder hele familien tættere sammen. Det sker helt automatisk når man 5 mennesker skal sove i en kupe på 5m2 med 6 køjesenge. Det er under sådan omstændigheder at man kommer hinanden ved og normalt kommer der mange sjove kommentar og oplevelser ud af det. F.eks. begyndte drengene og snakke om at de gerne ville have 2 års forskud på lommepenge, for at få råd til alt muligt legetøj. Samtidig syntes de det var uretfærdigt, at Camilla fik flere lommepenge end de gjorde. Det havde Camilla dog en logisk forklaring på, idet hun granalvorlig forklarede, at det skyldtes hun havde et meget større månedlig forbrug end de havde. Logikken fejlede intet, men Pia og jeg kunne nu ikke lade være med at smile af konklusionen. Lidt senere kom snakken ind på, at Camilla fylder 18 år i 2011 og hun derfor kan få kørekort. Vi snakkede om at det kunne være rart at hun tog det i Østrig, da hun kan tysk og ikke har mulighed for at tage det i Ungarn på ungarsk. Vi snakkede derfor også om hvor lang tid hun evt. skulle bruge, hvortil hun bestemt ikke mente hun havde brug for meget tid. Jeg var naturligvis nysgerrig og spurgte om hvilken begrundelse hun bedømte det ud fra, hvor til hun svarede, at hun jo allerede var god til at køre bil. Dette forbavsede mig endnu mere så jeg spurgte hvad hun mente. Jamen jeg er faktisk god til at køre radiobiler, så hvor svært kan det være i en rigtig bil, svarede hun. Igen en logisk konklusion, sammen med en positiv refleksion.

Hjemme i Danmark havde vi en dejlig juleferie, som jeg ikke vil gå i detaljer med. men vi nød alle at få snakket med familien og vennerne og naturligvis, at fejre nytårsaften med de andre naboer på Pindsvinekrattet. Først anden nytårsaften drog vi sydover for igen at tage nattoget hjem til Østrig. Jeg ved, jeg før har kommenteret det, men jeg kan ikke lade vær med at beskrive den følelse man får når man fra München køre mod Salzburg og efter 30km kommer over en bakkekam, hvorefter man får fuldt udsyn til Alperne, der i horisonten stiger mod himmelen og med sit snehvide look spejler de første af solens stråler i noget, der lignet det perfekte landskabsbillede. Både Pia og Jeg måtte kommentere på, at det var en fantastisk måde at vende hjem til Østrig og det helt sikkert vil blive noget vi kommer til at savne i Ungarn.

Tilbage i Østrig var det blevet hverdag….i hvert fald for mig. Jeg skulle starte på mit nye arbejde i Ungarn, så tirsdag morgen satte jeg kursen mod Tatabanja, hvor jeg skulle mødes med ejeren af den lejlighed jeg skal bo i de næste 6 md. når jeg fra mandag til torsdag befinder mig i Tatabanja. Jeg havde ikke set lejligheden, men heldigvis var det en fin, kun 4 år gammel lejlighed på 90m2 fuldt møbleret incl. 42” fladskærm. Desværre er det mest Ungarske kanaler, men heldigvis er der 4 Discovery, naional geografic, national history og et par andre informations kanaler. Allerede nu har jeg lært hvordan man laver reb til bjergbestigning og hvordan man redder verden for ophobning af affald og global opvarmning.

Det er stadigvæk for tidligt at udtale mig om mit nye arbejde, men en positiv ting er kollegaerne, der er meget imødekommende og positive, samt humoristiske, så jeg tror ikke der bliver problemer med arbejdsmiljøet.

Hjemme i Østrig holdt Camilla, Kasper og Emil stadigvæk ferie. Jeg kunne forstå på Pia, at det var ved at blive lidt kedeligt, da deres nærmeste legekammerater ikke kunne lege. Kasper og Emil begyndte derfor at øve regning. En af opgaverne de brugte, var at beregne, hvor meget tid de enten måtte undvære mig mens jeg var i Ungarn pr. uge eller hvor meget tid de kunne være sammen med mig i gennemsnit pr. dag når jeg kun var hjemme fra fredag til mandag morgen.

Lørdag var store bytte dag, hvor jeg måtte i Europark for at bytte et par sko jeg fik i julegave. Samtidig fik vi købt træ til at lave et skistativ i garagen. Søndag måtte jeg naturligvis en tur på løjpen og heldigvis ville Kasper og Emil med. Vi tog til Skt. Johan, hvor vi stop på ski i 4 timer. Kasper og Emil var så trætte til sidst, at de næsten opgav på sidste nedtur til parkingpladsen. Inden da havde vi nydt en varm kakao med flødeskum på en af bjerg alm’erne. Her havde vi siddet og nydt +2 grd. og fuld solskin fra en skyfri himmel, mens vi alle blev enige om, at dette var den bedste form for mandehørm.

Det er nu søndag aften og der går ikke lang tid før grillen tændes og de hjemmelavede og marinerede spareribs skal grilles i 15 min. Derefter skal kufferten pakkes før næste uge i Ungarn.

Servus Fam. Mortensen