Skrig fra voksne mænd og mere gips

Her er Camilla sammen med den gruppe af handicappede der bor på hjemmet hvor hun er i praktik

Er de ikke seje

Aftensmad i Camillas lejlighed

Det er tydeligt at de er glade for at se hinanden

Tvillinger er solidariske, her er Kasper ved at få armen i gips

Kasper på snow board før han started og brækkede armen

Arrghhh, skriget kom fra den lukkede dør. Lød det ikke som en voksen mand, spurgte Kasper, Pia. Det tror jeg svarede hun. Arrrgghhhaarr igen kom skrigen inden fra døren. Er det ikke der vi skal ind spurgte Kasper igen? jo det er det vist svarede Pia. De kiggede begge over til receptionisten, der venligt smilede tilbage som om intet var sket. Arrghhe Denne gang rejste receptionisten sig og tog et glas vand og gik hen til døren. Få minutter senere kom en mand med et ansigtsudtryk, der viste smerte ud gennem døren og videre ud af lokalet. Nu var det Kasper og Pia’s tur til at få en konsultation hos lægen, der kunne fjerne fodvorter. Inde hos lægen fortalte Pia at hun troede hun havde 4 fodvorter og Kasper en på fingeren. Lægen kunne konstatere at Pia kun havde 3. Hvem skal først, spurgte han. Kasper var hurtigt til at svare: Pia, han huskede stadigvæk skriget fra den voksne mand. Lægen fandt sprøjten med bedøvelse og startede med den første vorte. Arrrghhhe, denne gang var det Pia der skreg. Arrrgghhh, det var da hun fik anden vorte bedøvet. Da lægen trak nålen ud og skulle til at bedøve tredje vorte fik Pia fremstammet: Jeg tror jeg kun har to vorter….ikke tre. Den bed lægen ikke på og endnu engang måtte Pia skrige. Kasper der havde overværet hele Pia’s behandling var ikke meget for at skulle igennem samme behandling, men han var jo en mand. Det gjorde dog ikke noget, at Pia holdt hans hånd, man vidste jo aldrig hvordan det ville gå. Lægen fandt sprøjten og en centimeter fra fingeren udbrød Kasper i et øredøvende AAArrrrrrrgggghhhh. Heldigvis virkede bedøvelsen for begge fik brændt vorterne væk og nogle af dem var temmelig dybe, så det havde ikke været sjovt uden bedøvelse. Kasper udtrykte efterfølgende, at det gjorde mere ondt at få bedøvelse i fingeren end at brække en arm.

Jeg var i Ukraine mandag og tirsdag og var først hjemme kl. 23:00. Vi nåede dog at få pakket for næste morgen kl. 8:00 kørte vi til Østrig for at besøge Camilla. Vi skulle dog lige et smut forbi den Danske Ambassade i Wien for at få lavet pas til Pia og drengen. Efter den nye EU lovgivning skal alle pas være et biometrisk pas, så alle skulle have taget fingeraftryk, et digitalt billede og en digital underskrift. Det hele gik smertefrit, værste oplevelse var betalingen 1000 kr. pr. pas….røveri hvis I vil høre min mening.
Fra Wien kørte vi til Salzburg, hvor vi mødte Camilla netop som hun fik fri fra skole. Som altid var det fantastisk dejligt at se Camilla og specielt Pia var glad. Hun udtrykte flere gange under besøget, at hun savnede Camilla, fordi der var for meget drengehørm hjemme i Budapest. Det kunne vi drenge ikke rigtigt forstå.

Torsdag stod jeg tidlig op og nåede at få 3 timer i Zauchensee på ski i det mest fantastiske vejr. Næste morgen stod jeg også tidlig op, men denne gang var Kasper også med. Emil måtte blive hjemme, han jo havde brækket armen. Vi havde aftalt at vi begge skulle stå på snowboard. Jeg havde lidt erfaring, men for Kasper var det første gang. På begynderbakken viste han talent for kunsten at holde ballancen og der gik ikke lang tid før hen kunne komme ned af bakken uden at vælte. Det var ikke flot, men effektivt, vi besluttede os derfor at tage på toppen, da der var tøvejr i dalen. På toppen var bakkerne meget større og nogle steder mere stejle. Et andet faktum er, at når man ikke er god til noget, så bruger man mange flere kræfter på at udføre disciplinen. Dette galt også Kasper, der blev mere og mere træt. Vi besluttede os derfor til at køre til bunden. 500 m fra bunden stoppede vi for at hvile. Kasper var den første til at starte og da han var 200m foran mig startede jeg. Jeg var netop startet da jeg fik øje på Kasper der lå ned på maven kun 200-300 fra målet. Jeg stoppede og spurgt om der var sket noget. Jeg tror armen er brækket svarede Kasper. Det var tydeligt at han var i smerte, så jeg fik boardet af ham og heldigvis kunne han komme på benene og gå de resterende meter ned til målet. Det var som at se en vingeskudt man i krigen. Den ene arm hang slapt ned langs siden og den anden lå tværs over brystet med en hånd på den brækkede arm for at holde den i ro. senere sad vi i bilen, så jeg ringede til Pia for at fortælle om hændelsen. Hej Pia, vi er på vej hejm, men vi tager lige omkring sygehuset, der var stille i den anden ende. Hvad er der sket spurgte hun. Jeg tror Kasper har brækket armen….det er løgn, du laver sjov med mig svarede hun. Nej jeg gør ikke, forsøgte jeg at svare tilbage, men jeg kunne godt høre det ikke hjalp, så jeg gav telefonen til Kasper. Den er god nok, vi skal på sygehuset svarede han. Igen måtte jeg have røret og denne gang lød hun ikke spor munter. Sig det er løgn, det kan ikke passe, at vi skal have to drenge med armene i gips. Senere efter konsultation på skadestuen viste det sig at den ene underarmsknogle var brækket i et fint snit 1/3 del nede på armen. Ikke noget kompliceret men dog 4 uger i gips.

Lørdag nåede vi både at komme i Ikea og købe et skab til Camilla og besøge vores vennepar, Hans Jørgen og Tanja før vi kørte mod Budapest. Hjemme igen nød vi at sove i vores egne senge. Søndagen gik men istandsættelse af vores hjemmebiograf, der er placeret i vore store kælderrum. Med hjem fra Østrig havde vi et 2,65m lærred der blev fæstnet, hvorefter projekter, AppleTV og surround sound forstærker blev installeret og justeret. Det eneste vi nu mangler er en sofa så er vi klar til indvielse af hjemmebiografen.

Søndag, hjemme og afslapning

Szia Fam. Mortensen