Togskinner og falsk alarm

Så er der gang i terningspillet kaldet Balut

Hvad er ny den bedste strategi ??

Æv bæv Alfi du kan ikke fange godbiden som jeg kaster til Kasper

Jeg tror alle gifte mænd har prøvet at glemme en bryllupsdag. Det kan ske for enhver, men det er helt sikkert ikke noget ens partner syntes om eller har forståelse for. Det er også derfor jeg bruger min elektroniske kalender til at huske, bryllupsdage, fødselsdage og lignende. Lignende viste sig så at blive en fejltagelse fra min side, men dog en fejltagelse som Pia syntes var kærkommen. Sidste år da vi havde kobberbryllup, markerede jeg det i min kalender. Men af sædvane markerede jeg den som en event, der skulle gentages hvert år, lige som en ”rigtig” bryllupsdag. Hvorfor ved jeg ikke, men af en eller anden grund læste jeg kun ordet bryllup, så mandag morgen satte jeg den til lejligheden købte Orkide på spisebordet og gik op til soveværelset med den friskbryggede kaffe. Duften fra kaffen vækkede Pia og da hun åbnede øjnene udbrød jeg: Tillykke med bryllupsdagen. Hvis hun ikke var vågen blev hun det i hvert fald. Hvilken bryllupsdag spurgte hun. Netop som hun sagde ordet ”hvilken” vidste jeg det var galt. Godt nok er det ikke altid jeg kan huske den præcise dato, men jeg ved trods alt det er i september måned vi blev gift. Moralen er, at skal man lave en fejl vedr. bryllupsdage, så er det ti gange bedre at huske en bryllupsdag for meget end at glemme en.


I X-factor er Ida kommet af med hendes ”togskinner” mens her i Ungarn har Pia fået sine ”togskinner” sat på de øverste tænder. Det skete tirsdag og de efterfølgende 3-4 dage har ikke været sjove. Hun vidste godt det ville gøre ondt, men det har faktisk været vanskeligt at spise normalt, så blenderen er fundet frem og der blev købt bananer og yoghurt. Heldigvis er designerne af bøjler blevet så fremsynet, at de nu laver bøjlerne i en farve der matcher tandfarven. Selv om Pia ikke helt deler opfattelsen at man ikke lægger mærke til bøjlen, så syntes vi andre faktisk at den er rimeligt diskret. 1½ år skal hun gå med bøjlen, men heldigvis er den første ømhed ved at forsvunde, så hun behøves ikke spise bananer og yoghurt de næste 1½ år.

Tirsdag aften spurgte Emil om jeg ikke havde en hammer, da de skulle spille et teaterstykke, hvor han skulle være en smed, der stod ved sin esse. Jeg var ikke helt sikker på om det var en god ide at tage en rigtig hammer med i skolen, så jeg fandt en teltpløk hammer, hvor hovedet var i gummi. Jeg var rigtig i min antagelse, for da Emil trak hammeren op af skoletasken, var reaktionen fra lærerne, at sådan et værktøj medbragte man ikke i en skole, selv da de fandt ud af at den var af gummi var de ikke tilfreds.

Lørdag havde vi besøg af Jannik og Karina. De går også utroligt meget op i at lave mad, så vi havde bestemt vi skulle lave mad sammen. Jannik havde købt et stort brystparti af en gris, ca. 70x50 cm. Kødet havde fået en dry rup dagen før, lavet på fennikel frø, spidskommen, anis, hvidløgspulver og et par andre ingredienser. Stykket fyldte næsten hele grillen så det blev foldet sammen. 3 timer på grillen ved 130 grd. og vi havde det mest lækre, møre og smagsfulde stykke kød. Dertil fik vi en fennikel salat med granatæble kerner og kuskus med peber og feta.
Senere på aftenen indviede de os i Balut spillet. Balut er et spil, der bliver spillet blandt udstationerede i hele verden. Der afholdes fanatisk verdensmesterskab og mange er rigtigt seriøse omkring spillet, der mest af alt ligner yatzy. Det var hyggeligt, men jeg tror aldrig vi bliver grebet af spillet på samme måde som Jannik og Karina, der begge havde deres eget specielle Balut raflebægre.

Søndag blev var vi inviteret til Silas’ fødselsdag. Silas er 4 år og søn af Hans og Christina. Vi var inviteret sammen med 3 andre danske par, et fransk og et tysk par. Da det var et multi nationalt selskab blev Silas naturligvis både fejret med en dansk og engelsk fødselsdagssang. Det var hyggeligt og det er faktisk fantastisk så hurtigt man venner sig til at snakke med andre på Engelsk uden at det føles unaturligt. Det var også rart for drengene, da de fik lov til at ”blære” sig med deres tysk.

Tilbage igen i vores hus, er der dømt afslapning. Pia snakker ikke mere, for når hun snakker skarver hendes nye tandbøjle, Kasper og Emil har begge høretelefoner på og jeg er fordybet i blogg skriveri.

Szia Fam. Mortensen