Det startede ellers så godt

Fredag var vi til det årlige Krampus Laufe, hvor Krampus "en ond ånd" kommer efter børnene

dette er vaskeægte krampus ånd

Sådan startede søndagen på toppen af Flachau, strålende solskind og god sne og løjper

Det er måske ikke til at se det, men her er Emil, Kasper, Camilla og jeg på vej ned mens Pia er på vej op med gondol

Så skete det, Camilla styrtede.... og hun måtte med helikopter til hospitalet i schwartzach

Her ligger Camilla og ved endnu ikke om hun har sprunget begge korsbånd

En ting er at flytte til et andet land med alle de nye ting der følger med, men lidt for spændende kan det også blive, sådan var uge 48.

,

Først blev Camilla ramt af influenza og var sygemeldt i to dage, men nåede at blive rask til fredag, hvor hun sammed med to skole veninder skulle til Krampus lauf. Kasper og Emil kom også til Krampus Laufe i den nærtliggend Waldhof.

Krampus er en ond ånd, der hjemsøger folk ved at slå dem over benene med en pisk, hvilket også er hvad de gør i virkeligheden. Vi var taget over i Waldhof, hvor der var boder, ild og Glüwine, men også krampus ånder. Disse ånder jagtede mest pigerne, men en gang i mellem kom de også hen til Kasper og Emil, hvilket de ikke brød sig om.

Camilla havde derimod haft en dejlig aften, da der jo var drenge inden i monsterne. Så selv om hun var blevet slået over benene så det gjorde ondt, havde det været spændende.

,

Det var også ugen, hvor Kasper og Emil konstant spurgte om det ikke var den 1. december eller advent. Pia og jeg var ved at få et flip over alle de hentydninger og reminder om hvad de ønskede sig i gaver.

,

Søndag pakkede vi bilen om kørte til Flachau, et fantastisk ski sportsted. Vi købte sæsonkort til alle i familien undtagen Pia, hun er endnu ikke blevet overtalt. Flachau ligger i Salzburger land, men mange af de kendte skisportsteder (Sct. Johann, Wagrin, mf.). Det er svært at beskrive hvor fantastisk det er når man tager en gondol fra dalen og direkte op i 2500m højde, hvilket giver 4 km nedtur af bredde løjper med perfekt sne. Man kan ikke andet end elske østrig for sine bjerge og tilhørende løjper i skisæsonen.

,

Vi tog alle gondolen op på bjergen incl. Pia. Hun valgte dog at blive på beværtningen ved gondolstationen, mens vi andre nød bakkerne. Vi var en enkelt gang nede ved Pia , hvor vi fik lidt til ganen og nogle pomfritter. Herefter valgte Pia og Emil at tage gondolen ned. Samtidig kørte Kasper, Camilla og jeg bag om stationen ned af en snæver vej med stejle sider, der endte på løjpen.

Det var her det skete. Jeg var kørt ned og ventede på De andre. Camilla var næste, men hun midste grebet om skiene og kørte skråt op ad sidevæggen, der var meget ujævn med det resultat, at hendes ski krydsede hinanden og hun styrtede. Hun havde rimelig med fart, men det værste var, at hendes ene ski ikke faldt af. Hun landene på siden med det ene ben oppe under sig, hvor skien stadigvæk sad fast. Hun skrej af smerte og der var tydeligt at der var noget galt. Jeg fik skien af hendes støvle, men måtte under ingen omstændighed røre hendes ben eller ændre på stillingen.

Jeg skyndte mig efter hjælp og snart efter kom hele 3 bjergredningsfolk, med 2 slæder. Den ene redder, der lød til at have en vis erfaring, evaluerede hurtigt at hun ikke kunne flyttes, så helikopteren blev bestilt. For at den kunne lande kaldte de på en af løjpebearbejdningsmaskinerne der forberedte en landingsplads for helikopteren. Sjældent har jeg oplevet noget magen til når en helikopter lander i sne. Alt bliver pisket væk, selv isklumper på størrelse med en tennisbold, men en redder og jeg var blevet ved Camilla så vi oplevede det sammen med Camilla på tæt hold. Lægen ombord fik lagt drop og Camilla fik både sove og smertestillende medicin. derefter kunne de få skistøvlerne af hende og lægge hende i vaccumposen, der skulle støtte hende under transporten.

,

Kasper som havde været meget forstående hele tiden ville nu gerne ned så hurtigt som muligt, men da vi var neden for den sidste liftstation måtte vi fortsætte med ned ad løjpen, mig med alt Camillaes udstyr og Kasper der var kold og træt. Desværre endte løjpen i en hård rød løjpe så Kasper valgte at kure på bagdelen en ½ km, og jeg fik et par ekstra ski at slæbe på.

,

Nede i dalen skyndte vi os at sætte kursen mod sygehuset. Da vi ankom var Camilla allerede i seng, men vågen. Hun var i smerte, men fik noget smertestillende der virkede hurtigt. Lægen formodede at det var hendes korsbånd der var revet over, men mandag morgen ville de foretage en kikkertundersøgelse for at få det bekræftet. Camilla var naturligvis meget ked af det, også fordi det skete i begyndelse af sæsonen, men vi håber på det bedste og ser morgendagen an.

Servus/Fam. Mortensen